Den rammer skævt. Den er rigid. Går ud over børnene. Straffer folk, der intet har med smitteudbruddet at gøre. Den dræner i forvejen hårdt prøvede erhvervsdrivendes pengekasser og tålmodighed. Og så er den i øvrigt helt unødvendig, når få personer bliver indlagt på hospitalerne med covid-19. Kritikken har været hård mod de regler, der automatisk lukker kommuner og sogne, når smittetallene overskrider bestemte grænser. Både borgmestre, borgere, skoleledere og selv politikere, der har været med til at vedtage, at der skal lukkes ned lokalt ved smittestigning, har langet ud efter reglerne de seneste knap to måneder.
Men ser man isoleret på smittetallene for de ramte kommuner, kommer man ikke uden om, at hammeren har virket fuldstændig efter hensigten. Når en kommune lukker, er det som at punktere en cykel. Luften fiser ud, smittetal daler. Det er sket to gange. Og når en kommune nærmer sig loftet og er tæt på at lukke, knækker kurven ofte efter en kombination af test, løftede pegefingre og lokale initiativer på gadeplan. Det viser en gennemgang af, hvordan den testjusterede incidens har udviklet sig i kommuner, der enten har været lukket eller har været i farezonen for at sende børnene hjem fra skole, slukke lyset i butikker og stable stole på restauranter.
