Josephine: Jeg er en pige på 20 år. Jeg er den eneste af mine venner, der ikke får tømmermænd, selv om jeg drikker præcis det samme som dem. Hvordan kan det være? Jeg har hørt, at tømmermænd bliver værre med alderen. Er det rigtigt, og kan jeg gøre noget for at undgå at få tømmermænd senere i mit liv?
Bente Klarlund Pedersen: Tømmermænd er betegnelsen for det ubehag, man kan mærke i hovedet og kroppen, i timerne efter man har drukket for meget alkohol. Typiske symptomer er kvalme, hovedpine og ondt i maven. Man kan føle sig svimmel, ryste, have hjertebanken, føle sig tung og træt og i det hele taget bare have det dårligt. Symptomerne skyldes især væskemangel, forgiftning med metanol og lavt blodsukker. Alkohol øger nemlig udskillelsen af vand fra kroppen. Man tisser mere væske, end man drikker. Man kan blive forgiftet med en række stoffer bl.a. metanol (træsprit), som findes i varierende mængde i næsten alle alkoholiske drikke. Det lave blodsukker skyldes, at stofskiftet forstyrres af alkoholen. Dertil kommer, at store mængder alkohol ofte betyder, at man sover mindre og spiser federe og mere usundt.




























