Antallet af indlagte falder med fire til 39. Der er ingen nye dødsfald.

689 nye smittede: »Jeg synes ikke, vi er der, hvor det bare kan få lov at løbe løbsk. Lige nu har virus tempoet til at kunne det«

Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Yderligere 689 personer er det seneste døgn registreret smittet med covid-19, viser tal fra Statens Serum Institut onsdag.

De smittede er fundet på baggrund af 97.026 PCR-prøver, hvor man bliver podet i halsen.

Andelen af smittede blandt de testede - den såkaldte positivprocent - er 0,71. Man skal en måned tilbage for at finde en tilsvarende høj andel.

Det er anden dag i træk, at der er registreret flere end 500 nye smittede. Tirsdag var antallet 542 nye coronatilfælde.

Tallene vidner om, at smitten er stigende – og det skyldes, at den mere smitsomme Delta-variant har overtaget.

Det siger Troels Petersen, lektor i partikelfysik ved Niels Bohr Instituttet og medlem af Statens Serum Instituts ekspertudvalg for modellering af covid-19.

»Det fortæller os, at vi helt sikkert er på vej op, desværre med en foruroligende hastighed«.

»Heldigvis dog i et samfund, der er mestendels vaccineret. Så vi er også nogle, der kan tåle det. Men det er ikke en god udvikling«, siger han.

Hver anden er smittet med Delta

Statens Serum Institut har onsdag oplyst, at mere end halvdelen af de sekventerede positive prøver fra sidste uge nu udgøres af Delta-varianten.

I midten af juni udgjorde varianten bare 6,4 procent af de positive prøver, men den har været i fremdrift i Danmark og blev altså den dominerende i sidste uge.

Delta-varianten blev først registreret i Indien i oktober sidste år, mens det første tilfælde i Danmark blev opdaget i april. Delta-varianten er mere smitsom end Alpha-varianten, der tidligere var kendt som den britiske variant.

Det er derfor, at den har kunnet udkonkurrere Alpha-varianten og nu er den dominerende.

Samtidig vurderes Delta-varianten at føre til alvorligere sygdomsforløb, ligesom at vacciner ikke vurderes at være helt så effektive. De virker dog stadig.

Antallet af indlagte er i onsdagens opgørelse faldet med 4 til 39. Der er ikke registreret nye coronarelaterede dødsfald.

Tallene fra seruminstituttet viser også, at der fortsat er gang i udrulningen af vacciner.

Det seneste døgn har 40.605 personer påbegyndt vaccination, mens 42.555 er færdigvaccineret.

Det svarer til, at 59,7 procent af befolkningen har fået mindst et vaccinestik, mens 37,6 procent har fået begge stik.

Spørgsmål: Kan vi tillade os trække lidt på skulderen, selv om smitten stiger, når vi nu ved, at flertallet af befolkningen snart vil være fuldt vaccineret?

»Vi kan tillade os at trække meget mere på skulderen, end vi kunne tidligere. Men jeg synes ikke, vi er der, hvor det bare kan få lov at løbe løbsk. Lige nu har virus tempoet til at kunne det«, siger Troels Petersen.

»De unge kan bære sygdommen og smitte de ældre, der ikke er 100 procent beskyttet. I hvor høj grad det kommer til at ske, kommer an på, hvordan folk opfører sig, og hvor hurtigt vi får rullet vacciner ud«, siger han.

Det seneste døgn er der også registreret 182.353 lyntest. Men de indgår ikke i de daglige smittetal grundet usikkerhed om testformen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her