Styrelsen for Patientsikkerhed vil have Rigsadvokaten til at tage stilling til, om der skal rejses en straffesag imod Region Sjælland.

Over 300 kvinder fra Sjælland fik brystkræft, efter undersøgelser blev sparet væk – nu skal Rigsadvokaten tage stilling til »meget usædvanlig« ankesag

Mammografiafdelingen på Ringsted Sygehus har været meget i fokus de seneste år efter massevis af mangefulde undersøgelser. Foto: Brian Karmark
Mammografiafdelingen på Ringsted Sygehus har været meget i fokus de seneste år efter massevis af mangefulde undersøgelser. Foto: Brian Karmark
Lyt til artiklen

Styrelsen for Patientsikkerhed har anket Statsadvokatens beslutning om ikke at rejse en straffesag imod Region Sjælland for mangelfulde undersøgelser for brystkræft på Ringsted Sygehus.

Det skriver DR Sjælland.

Det er nu op til Rigsadvokaten at tage stilling til, om der skal rejses en straffesag.

Flere tusinde kvinders undersøgelser blev gennemgået, fordi de blev visiteret forkert for brystkræft imellem 2013 og 2017. Det var kvinder, der var blevet henvist fra egen læge til undersøgelsen.

Mindst 304 kvinder, som blev undersøgt i perioden, fik en mangelfuld undersøgelse og fik senere konstateret brystkræft.

I stedet for en tredobbelt undersøgelse med røntgen, en fysisk undersøgelse og en ultralydsundersøgelse fik kvinderne kun en røntgenundersøgelse.

Ifølge DR Sjælland skrev en overlæge i et dokument, at det var for at spare »læge- og undersøgelsestid«.

Direktør fyret

Sagen blev også oprindeligt anmeldt af Styrelsen for Patientsikkerhed. Styrelsen anmeldte regionen og otte ledende medarbejdere på sygehuset.

Direktøren på Ringsted Sygehus blev også fyret som konsekvens af sagen.

I juni besluttede Statsadvokaten, at der ikke skulle rejses en straffesag.

DR Sjælland skriver, at Statsadvokaten begrundede sin beslutning med, at den vurderede, at der ikke var tilstrækkelige beviser i retten.

Det fremgår af anklagemyndighedens hjemmeside, at der kun rejses tiltale i sager, hvor anklagemyndigheden vurderer, at en domstol vil finde den sigtede skyldig.

Lektor i sundhedsret ved Syddansk Universitet Kent Kristensen mener, at Styrelsen for Patientsikkerheds anke er højst usædvanlig. Det siger han til DR Sjælland.

»Jeg har ikke kendskab til andre sager, hvor tilsynsmyndighederne anker den afgørelse, der er truffet, så det er meget usædvanligt«, siger han.

Region Sjælland har ikke ønsket at kommentere sagen over for DR Sjælland, da regionen endnu ikke officielt har modtaget anken.

Det har ikke været muligt for Ritzau at få en kommentar fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Styrelsen kommenterer ikke verserende sager.

Jyllands-Posten skrev, da Statsadvokaten opgav sagen, at 25 kvinder var berettiget til erstatning i forbindelse med sagen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her