Forældre er ifølge internationale undersøgelser mere villige til selv at lade sig vaccinere end at lade deres egne børn få de immuniserende stik.
Det bakkes op af virkeligheden her i Danmark, hvor alle 12-15-årige siden midten af juli er blevet tilbudt vaccine mod covid-19. Men indtil nu har kun lige over halvdelen af børnene fået ét eller begge stik, viser tal fra Statens Serum Institut. Og det står i kontrast til, at omkring 80 procent af forældrene selv er vaccinerede.




























