De hoster og harker. Nogle bliver så syge, at de bliver indlagt på landets børneafdelinger. Danmark er lige nu ramt af et usædvanligt stort udbrud af forkølelsesvirussen RS-virus, som har fået fagfolk til at pege på, at en epidemi er under opsejling.
Nu er antallet af smittede steget yderligere. Den seneste uge er der konstateret 728 tilfælde, hvilket svarer til en vækst på 43 procent i antal positive prøver i forhold til ugen forinden, hvor antal smittede var 510. Det viser tal fra Statens Serum Instituts overvågning.


























