Forældre- og fødselsforberedelse skal foregå i mindre hold, og det første jordemoderbesøg fremrykkes for alle gravide, så det kan ligge allerede fra uge 10.
Sådan lyder dele af Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger på fødeområdet, som er blevet sendt ud onsdag.
»Den første jordemoderkonsultation bør afholdes inden udgangen af 1. trimester af hensyn til tidlig opsporing, sundhedsfremme og reduktion af social ulighed i sundhed«, skriver styrelsen.
1. trimester dækker over de første 12 uger af graviditeten.
På nuværende tidspunkt plejer den første jordemoderundersøgelse at foregå mellem uge 13 og 15.
Styrelsen har udsendt anbefalinger ud for både svangreomsorgen og for organisering af fødetilbud.
Svangreomsorgen er en samlet betegnelse for sundhedsvæsenets indsats i forbindelse med graviditet, fødsel og barsel.
Koster penge
Styrelsen angiver ikke, hvor mange deltagere ’små hold’ dækker over. Den oplyser dog, at der på holdene på de fleste fødeafdelinger typisk er 8-10 par.
En række fødeafdelinger tilbyder også auditorieundervisning med op mod 150 deltagere, lyder det.
Hos Mødrehjælpen ser direktør Ninna Thomsen gode takter i anbefalingerne.
»På plussiden er det stærke faglige anbefalinger. Efterleves de, vil det være til gavn for landets fødende og gravide«.
»Men på minussiden er det kun anbefalinger. Det er ikke skal-opgaver for landets regioner. Så jeg kunne godt ønske mig, at det var retningslinjer«.
»Og så koster det penge. Det er ikke nok at sende anbefalingerne ud på fødegangene. Vi må også have et bud på, hvad det kræver, hvis man skal have det her kvalitetsløft«, siger hun.
Dårlige forhold på fødegangene
I foråret kunne flere medier berette om dårlige forhold på fødegangene.
Der var blandt andet beretninger fra kvinder i aktiv fødsel, som blev sendt med taxa fra et fødested til et andet eller blev efterladt på hospitalsgangen alene, fordi jordemødrene har travlt.
Vidnesbyrdene blev også delt på sociale medier af nybagte forældre, som har følt sig svigtet under graviditeten eller fødslen.
På den baggrund krævede regeringens støttepartier SF og Enhedslisten i juni flere grundlæggende rettigheder for fødende.
Ninna Thomsen kalder anbefalingerne sundhedsminister Magnus Heunickes (S) figenblad.
»Sundhedsministeren ville vente med at forhandle, til anbefalingerne kom«.
»De kommer nu, så jeg forventer, at han hurtigt kommer på banen og forklarer både partierne og mig, hvad der skal til for at leve op til anbefalingerne«.
ritzau
fortsæt med at læse




























