For anden dag i træk er der over 4.000 nye coronasmittede.

Regeringen vil teste små skolebørn og indføre krav om coronapas på statslige arbejdspladser

Foto: Mads Nissen
Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Der skal flere tiltag til, hvis coronasmitten skal holdes ned og presset på sygehusene ikke vokse sig for stort.

Sådan lyder det fra sundhedsmyndighederne på et pressemøde om coronasituationen i Danmark.

Bagtæppet er hastigt voksende smitte, hvor der de seneste to døgn har været flere end 4.000 nye smittede.

»Vi har mest smitte i Region Hovedstaden, men vi ser bekymrende smittestigning i hele landet, siger direktør i Statens Serum Institut, Henrik Ullum.

Han peger på, at efteråret og den kommende vinter vil betyde bedre vilkår for coronavirus til at sprede sig.

»Hvis vi ikke reagerer, så vil både smitte og indlæggelsespres stige«, siger han.

Krav om coronapas og test af små skolebørn

Regeringen ønsker på den baggrund at skrue på flere knapper. Blandt andet vil regeringen indføre et krav om coronapas på alle statslige arbejdspladser, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Det kræver dog, at et flertal i Folketinget siger god for at stille krav om coronapas på arbejdspladserne, når et lovforslag derom behandles i Folketinget i næste uge. Forslaget er på forhånd klappet af med Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Regeringen vil også bede Epidemikommissionen undersøge, om coronapasset skal indføres endnu flere steder end i dag, hvor det eksempelvis er et krav på restauranter men ikke i fitnesscentre.

Magnus Heunicke vil også anmode kommissionen om at undersøge, hvorvidt et coronapas fra en negativ coronatest skal gælde i kortere tid.

»Det er sådan i dag, at en negativ PCR-test giver et grønt coronapas for de uvaccinerede i 96 timer og en kviktest i 72 timer«.

»Det er lang tid, det er flere dage, og vi ved med Delta-varianten, at den kan nå at smitte og give smitten videre til andre«, siger Heunicke.

Desuden ønsker regeringen, at flere skolebørn bliver testet. Det er nemlig i høj grad fra børnene, at smitten spreder sig med risiko for at ramme sårbare og ældre danskere.

Derfor ønsker regeringen, at der indføres lyntest for børn helt ned i 1. klasse 1-2 gange om ugen. Det kræver dog forældrenes samtykke. I dag er der tilbud om test til børn fra 9 år.

Tredje stik er på vej

Sundhedsminister Magnus Heunicke siger desuden, at det tredje stik i denne uge vil blive tilbudt til yderligere 450.000 danskere.

»Hvis man får det tredje stik, får man en høj vaccineeffekt mod infektion og en meget høj beskyttelse mod alvorlig sygdom«, siger han.

Vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst siger på pressemødet, at der har været noget forvirring om, hvornår borgere kan blive tilbudt det tredje vaccinationsstik mod coronavirus.

»Alle, der har fået andet stik inden 1. juni, bliver inviteret inden 1. december«.

»Det kan være, at man får invitationen en lille smule før, det kan være, at man får den en lille smule senere. Men de fleste vil få den efter seks måneder«, siger hun.

Højeste antal smittede i år

I alt er 4.070 personer testet positive det seneste døgn. Det er det højeste antal siden december, og 57 personer flere end dagen før. Antallet af indlagte stiger med 16 til 378.

Direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed Anette Lykke Petri forudser flere skolenedlukninger på grund af de stigende smittetal.

»Det er helt realistisk, at vi vil komme til at se flere lukkede skoler i den kommende tid i takt med, at smittetallene stiger«, siger hun på pressemødet.

Der er 221 skoler med udbrud. Mange af dem er større udbrud med mellem 10 og 60 smittede per skole, siger Anette Lykke Petri.

Ikke på samme spor som Østrig

Mens der altså kan være flere test og krav om vaccinepas på vej, afviser Magnus Heunicke umiddelbart, at man skal gøre som Østrig, der vil indføre vaccinekrav, eller Tyskland, som strammer restriktioner.

»Man kan ikke sammenligne forskellige landes indsatser«, siger han.

»Så derfor vil vi lytte til vores myndigheder«.

»Der er forskellige indsatser, og jeg syens ikke nødvendigvis, at der er mange, der har stor succes med det«, siger Heunicke.

Ritzau/Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her