Hvis man i Sundhedsstyrelsens 27 lange sider notat om brug af mundbind i det offentlige rum forventer at finde solide beviser for den smitteforebyggende effekt af at bære et stykke kunststof tværs over næse og mund, bliver man slemt skuffet.
En ny vurdering fra landets øverste sundhedsfaglige myndighed konkluderer ganske vist, at mundbind kan forebygge smitte med coronavirus, hvilket blandt andet skyldes den generelle viden om, hvordan Sars-Cov-2 spreder sig. Men samtidig fremgår det, at de videnskabelige undersøgelser, som ser på, i hvor høj grad mundbind kan forebygge smittespredning, ikke kan bruges til ret meget.




























