Den hastige spredning af den nye, muligvis mere smitsomme variant omikron, betyder, at nye restriktioner for at begrænse coronasmitten er rykket tættere på her små tre uger før juleaften.
Nu siger Sundhedsstyrelsens direktør i et interview med Jyllands-Posten, at man bør overveje at lukke ned for nattelivet.
»Sådan noget som nattelivet og indendørs servering af alkohol til sent var noget af det sidste, der blev åbnet, og det er da bestemt noget af det, man bør overveje at begrænse af hensyn til smittespredningen,« siger Søren Brostrøm til avisen.
Han nævner også større indendørs forsamlinger som et sted at sætte ind.
Samtidig indkalder myndigheder til pressemøde i eftermiddag, Folketingets sundhedsordførere er indkaldt til møde i Sundhedsministeriet onsdag middag, og statsminister Mette Frederiksen indkalder ifølge Ritzau »sandsynligvis« til pressemøde onsdag.
Tidligere tirsdag gav statsminister Mette Frederiksen (S) i Folketingets spørgetime udtryk for, at der formentlig skal nye initiativer til for at inddæmme varianten, der blev opdaget i Sydafrika for et par uger siden og indtil videre er konstateret i nogle hundrede tilfælde i Danmark.
»Vi følger udviklingen meget tæt flere gange om dagen. Myndighederne overvejer nu, om der er behov for yderligere nødvendige tiltag«, sagde statsministeren.
Fire sundhedsmyndigheder holder klokken 16 pressemøde for at orientere om situationen. Det er Sundhedsstyrelsen som landets øverste sundhedsfaglige myndighed, Statens Serum Institut, som overvåger epidemiens udvikling og skal have styr på nye varianter, Styrelsen for Patientsikkerhed, som står for smitteopsporing, samt Styrelsen for Forsyningssikkerhed, der har ansvar for udstyr som værnemidler, testkits og kapacitet på teststederne, hvor der aktuelt er stort pres.
»Emner vil være smitteopsporing, status på smitten på skoleområdet, testkapaciteten, status på smitten, og udbredelsen af virus-varianten Omikron, samt revaccinationsindsatsen«, skriver Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside.
I dag er der kommet fler nyheder om smittespredning med omikronvarianten. Den - indtil videre - største superspredningsbegivenhed, som involverer den nye variant, udspringer af en julefrokost i Viborgområdet 27. november, hvor 69 ud af 150 er smittet. Den har spredt sig til tre ungdomsuddannelser i Viborg. Udbruddet ved julefrokosten er også kædet sammen med en koncert i Aalborg, hvor 2.000 gæster var samlet for at lytte til DJ’en Martin Jensen.
Omikron til fredagsbar
Omikron er også blevet konstateret blandt gæster ved en koncert i Royal Arena med Jung, ligesom den nye variant er fundet ved de medicinstuderendes fredagsbar på Panum-instituttet i København. I alle tilfælde opfordres gæster til at få foretaget en lyntest.
Dagens smittetal var med 6.324 rekordhøjt. Men samtidig faldt antal indlagte med tre.
Søren Brostrøm siger til Jyllands-Posten, der er inden længe vil komme flere informationer om omikron. Især to egenskaber ved den nye variant er vigtige at få viden om, lyder det fra direktøren: Hvor mange, der bliver så syge, at de må indlægges, samt i hvilket omgang omikron kan komme forbi vaccinernes immuniserende væg.
Såfremt der skal indføres nye restriktioner, er sagsgangen følgende:
Først skal Sundhedsministeriet bede Epidemikommissionen - som består af myndighedspersoner inden for især sundhed og politi samt regioner og kommuner - om at undersøge, om der er brug for restriktioner.
Derpå skal kommissionen komme med anbefalinger, som skal forelægges Folketingets Epidemiudvalg. Hvis et flertal i udvalget ikke er imod, kan de foreslåede restriktioner indføres.
Epidemiudvalget skal også tage stilling til, om covid-19 fortsat skal have status som en samfundskritisk sygdom fra 11. december, hvor den status udløber. Da sygdommen blev løftet op som samfundskritisk for en måned siden, fik et flertal i Epidemiudvalget gennemtrumfet, at det kun skulle gælde for en måned, hvorpå der på ny skal tages stilling.
For at dæmme op for coronasmitte og beskytte sygehusene mod overbelastning er myndighederne i gang med at skrue op for vaccinationsindsatsen, nye centre skyder op, og praktiserende læger er også i gang med at vaccinere. 16 procent har fået tredje stik, der giver et boost i immuniteten og beskytter godt mod at blive så syg, at man må indlægges.
fortsæt med at læse



























