Det kan kræve en dyb indånding, når vi inden længe skal tage hul på endnu et år i coronapandemiens tegn. Det kan de fleste af os nok blive enige om. Men hvis du vil gøre noget godt for dig selv, så ånd ind gennem næsen.
Forskning viser nemlig, at det har en bred vifte af vigtige sundhedseffekter at ånde gennem næsen i stedet for gennem munden – ja, faktisk kan det blandt andet være en ekstra sikring mod at blive smittet med coronavirus eller andre vira og bakterier.
Grundene til, at vejrtrækning gennem næsen frem for munden kan beskytte os mod at blive syge, er mangeartede og komplekse, men en af de helt simple er næsens anatomi. Næsen har nemlig en meget større indvendig overflade, end munden har, og derfor er der en længere og mere snørklet passage for luften ned til lungerne, end hvis den trækkes ind gennem munden, hvor vejen til lungerne er kort og direkte.
»Det kan siges ret simpelt. Næsen er skabt til at ånde igennem, munden er skabt til at spise og tale«, lyder det fra overlæge Lasse E. Rasmussen, som ved siden af sit almindelige job som ortopædkirurg på Vejle Sygehus har specialiseret sig i åndedrættets indvirkning på den menneskelige krop.
