55-årige Linda Jensen har aldrig haft nogen let gang på jord, men nu går hun sjældent.
Den engang 152 centimer høje kvinde fra Gundsømagle ved Roskilde er ved seneste måling på Rigshospitalet sunket 12 centimeter. Hun kan ikke rette sin ryg ud. Hun holder en støttende hånd på alle flader, når hun stærkt hældende mod højre går gennem det lille rækkehus, hun flyttede ind i 1. januar.
Lejligheden, hun boede i før, kunne hun ikke komme ud af. Trapperne fik ryggen til at smerte, og kroppen kunne ikke klare de mange trin. Hun skulle igen bo nede på jorden, så den pinefulde ryglidelse ikke længere holdt hende indendørs.
Alligevel har Linda Jensen ikke været ude af det nye rækkehus, siden hun flyttede ind. Jo, ude i sin lille gårdhave og nyde en smøg, men hun har endnu ikke i de snart fem måneder efter indflytningen været rundt i området til fods.
