Det bliver allerede betegnet som en skandale af politikere og patienters talerør. Gennem fem år har flere hundrede patienter i Region Midtjylland mistet en fod, et underben eller det meste af benet ved en amputation, som muligvis kunne være undgået, hvis borgerne i rette tid havde fået en forebyggende operation i deres blodkar.
Regionens ledelse har lovet bedring, de lokale politikere kræver svar om skandalens omfang og ønsker ansvar placeret, da problemet har stået på i årevis. Landspolitisk kalder sundhedsminister Magnus Heunicke (S) det uacceptabelt, at mennesker har mistet lemmer på grund af for sen hjælp.


























