Med sol og sommer kommer myg. Selv bliver jeg sjældent bidt. Ikke engang en myg gider bide mig, tænker jeg lidt skuffet. Men det er en kendsgerning, at nogle mennesker er meget plaget af myggestik, mens andre går fri. Myg tiltrækkes af CO2 og varme, som alle mennesker afgiver. De tiltrækkes også af bestemte duftstoffer, som er forskellige fra person til person.
Videnskab.dk fortæller om et klassisk forsøg, der viser, at myg foretrækker nogle menneskers lugte frem for andres. Alle de ansatte på et laboratorium gned petriskåle mod deres maver. På den måde afsatte de duftstoffer på skålene, som de satte ind i et bur, hvor der fløj myg rundt. Myggene fløj altid direkte ned på visse menneskers petriskåle, mens de holdt sig langt væk fra andres.




























