Det er flere år siden, men episoden står klar for overlæge Morten Sodemann. Patienten havde afrikanske rødder og var blevet gift med en landmand i Vestjylland. Da parret ankom til Billund Lufthavn, gik kvinden lidt usikkert, og da de kom hjem, lagde hun sig på sofaen og blev liggende. Manden ringede efter lægen, som konkluderede, at hun led af kulturchok, hvilket var normalt. For hun var fra et varmt land, og nu var hun i et koldt.
Tre uger senere blev hun indlagt, lam fra navlen og ned på grund af en tuberkulosebyld i ryggen. Halvanden uge senere var hun død. Morten Sodemann kan nævne flere lignende eksempler.


















