En læge idømmes dagbøder for at have forsømt sit hverv, da han gav en kvinde forkert medicin, og hun døde.

Læge skal betale 20.000 kroner for grovere forsømmelse af hverv

Lyt til artiklen

En 61-årig læge idømmes ti dagbøder à 2.000 kroner for grovere forsømmelse af sit hverv ved ikke at have set ordentligt på en glasampul med medicin i, inden han injicerede den.

Det medvirkede, at han injicerede et forkert stof, og at hans patient afgik ved døden.

Dommen er faldet ved Retten i Lyngby mandag.

Patienten var en 79-årig kvinde, som skulle have udført en planlagt hofteoperation.

Lægen var ud over grovere forsømmelse af sin virksomhed også tiltalt for uagtsomt manddrab. Det frifindes han for.

Retsformand Ulrik Finn Jørgensen fortæller, at der er lagt vægt på, at ampullen lå i en æske, som ikke passede til ampullen.

»Der er ingen tvivl om, at hændelsesforløbet er lagt til grund. Han har taget en forkert ampul fra den rigtige æske. Men vi var ikke i tvivl om, at der var handlet uagtsomt, for man skal læse på ampullen, inden man anvender den«, siger han.

Bøden er alene udmålt efter autorisationsloven, som omhandler den grovere forsømmelse.

»Man har objektivt undladt at gøre noget, som man skulle have gjort. Det har vi valgt ikke at straffe efter straffeloven«, siger Ulrik Finn Jørgensen.

Lægen nægtede sig skyldig og ville før domsafsigelsen frifindes. Han har taget betænkningstid med hensyn til anke. Det har han 14 dage til at overveje.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her