Alle sengeafsnit i retspsykiatrien indfører brug af håndskannere, efter at det lykkedes en 46-årig mand at tage en kniv, som senere blev brugt til drab, med ind på afdelingen

Drab får alle retspsykiatriske sengeafsnit til at indføre brug af håndskannere

Foto: Laura Bisgaard Krogh
Foto: Laura Bisgaard Krogh
Lyt til artiklen

Som følge af et drab begået på Retspsykiatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital i slutningen af marts vil der nu blive indført brug af håndskannere på alle sengeafsnit i retspsykiatrien, fortæller Tina Ebler, hospitalsdirektør i Psykiatrien i Region Midtjylland, til TV 2 Østjylland. Tidligere har der kun været skannere på den retspsykiatriske akutafdeling.

En 46-årig patient erkendte i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus at have dræbt en anden patient på afdelingens sengeafsnit 3 i Skejby 26. marts. Under en uledsaget udgang købte den 46-årige en kokkekniv i Føtex og tog den med tilbage til afdelingen, hvor han var anbragt sammen med offeret.

Ifølge en tidligere udtalelse fra Tina Ebler kunne knivoverfaldet lade sig gøre, fordi man ikke må kropsvisitere alle patienter efter udgang. Lovgivningen kræver, at det udelukkende må ske på grundlag af mistanke om eksempelvis narko- eller våbenbesiddelse.

Men ifølge Region Midtjyllands retningslinjer for psykiatrien må man i retspsykiatrien gerne bruge kropsskannere uden begrundet mistanke. Skannerne kan undersøge personer visuelt ved gennemstråling af tøj for at afsløre eventuelle genstande.

De løser ikke alt. Det skyldes, at patienter nogle gange medbringer våben af plastik, hvilket skannerne ikke kan opfange, lyder det.

Opdateres ...

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her