Virkede de blå mundbind, så færre blev smittet med coronavirus under pandemien? Var det fornuftigt med en af verdens mest omfattende testindsatser, hvor danskerne konstant fik podepinde i næse og svælg? Blev covid-vaccinerne udrullet på den mest hensigtsmæssige måde?
Danmark får nu en stor, uafhængig evaluering af de mange forskellige coronatiltag. Det har et samlet Folketing netop besluttet på et møde i Epidemiudvalget tirsdag formiddag.




























