Spørgsmål fra læser Louise:
Jeg har tjekket ingredienserne i nogle af mine hudplejeprodukter og er faldet over dette: Sodium Hydroxymethylglycinate. Jeg kan se i ’Kemiinfo’ på jeres hjemmeside ( www.forbrugerkemi.dk), at stoffet er allergifremkaldende. Hvad er forskellen på denne ingrediens og Farnesol, som kan give allergi? Og et som Linalool, der er et af de 26 parfumestoffer, der skal oplyses.
Hvad skal man passe allermest på? For mig lyder Sodium Hydroxymethylglycinate ’farligst’, da det fremkalder allergi, hvorimod det ikke er sikkert, at de andre fremkalder allergi. Er det bedre at vælge et produkt med parabener (ethyl- eller methyl-) frem for Sodium Hydroxymethylglycinate? Svar:
Om et stof er allergifremkaldende eller kan give allergi er det samme. Det er bare to forskellige måder at skrive det på. De tre stoffer; sodium hydroxymethylglycinat, linalool og farnesol, du nævner, kan altså alle give allergi. Hvilket af stofferne der er størst risiko ved, er ikke sådan lige at sige. Det afhænger bl.a. af, hvor høj koncentrationen er i de produkter, du anvender, og hvor ofte du anvender produkterne.



























