Spørgsmål fra 44-årige Lars Bøgegaard.
Jeg fik for 10 år siden en knæskade under halvmaratonløbet over Øresundsbroen og er aldrig blevet i stand til at løbe langt igen. I et par år har jeg nu kastet mig over svømning i stedet og er blevet en habil brystsvømmer.
Men alle, jeg kender, påstår, at det ville være bedre med crawl, fordi det ikke belaster knæet så meget. Er det virkelig rigtigt? Jeg har aldrig haft specielt ondt i knæet, selv om jeg er kommet helt op på at kunne svømme 130 baner bryst i træk – det er trods alt over 3 km. Svar Det er dog en imponerende præstation. Svaret på dit spørgsmål er såre enkelt. Hvis du kan svømme godt 3 km uden at få ondt i knæet, har du ikke større problemer med hverken bevægeapparatet som sådan eller knæet i særdeleshed. Generelt gælder det, at svømning er en såkaldt ikke-vægtbærende aktivitet ligesom cykling, mens f.eks. løb og aerobics er vægtbærende aktiviteter. Hvis man har slidgigt eller ledsmerter af anden grund i forbindelse med vægtbærende fysisk aktivitet, er anbefalingen at prøve cykling eller svømning.




























