Man har længe vidst, at motion både forebygger og er effektiv i behandlingen af rejsningsproblemer hos mænd.
Det nye er, at livsstilen ikke bare har indflydelse på, om du har et godt eller et skidt sexliv, men hvorvidt du overhovedet har et sexliv. I denne måned publiceres et studie, der viser, at overvægt, mangel på motion, et stort alkoholforbrug og rygning er associeret med et dårligt eller mangelfuldt sexliv. En gruppe danske forskere ledet af overlæge Morten Frisch, Statens Serum Institut, har studeret 5.552 danske mænd og kvinder i alderen 16 til 97 år.




























