Øv, hvor er det svært at komme op om morgenen, specielt når det, som i den forgangne uge, er koldt, klamt og meget, meget mørkt.
Så er det trods alt lettere på en frostklar, solbeskinnet, tindrende hvid en af slagsen, som sår et lille kim af forventning om snarligt gensyn med de lyse, varme, milde forårsgrønne morgener, hvor verden er som ny. Men hvorfor er vi så mange, der vinter efter vinter har det mere end almindeligt trist og simpelthen fungerer markant dårligere end om sommeren?




























