Klarlund: En måned på vandvognen kan afgøre, om du har et problem

Afholdenhed. Læser spørger Bente Klarlund om det giver mening at pause alkoholindtag en måned.
Afholdenhed. Læser spørger Bente Klarlund om det giver mening at pause alkoholindtag en måned.
Lyt til artiklen

Spørgsmål fra læser Christian Møgeltoft:

Vi er fire musketerer, der har svoret en dyr ed på ikke at drikke alkohol i februar. Vi er alle moderat tørstige resten af året, får vores 21 genstande om ugen, godt og vel endda og især fredag-lørdag, og ved selvfølgelig godt, at det ikke er det bedste, vi kan gøre for vores godt 50-årige hylstre.

Nu prøver vi en måned på vandvognen – giver det mening? Er det godt for organer og alment velbefindende, eller er det ligegyldigt?

PS: Februar – fordi det er den korteste måned

Svar:


Alexandre Dumas skrev som bekendt romanen ’De tre musketerer’. De tre titelpersoner hed Athos, Porthos og Aramis. Senere blev d’Artagnan optaget som den fjerde musketer. De fire musketerer var meget forskellige. Athos var i sine følelsers vold og meget glad for vin.

Det er muligt, at Athos drak mere end genstandsgrænserne, ligesom du og dine musketervenner måske gør, og som cirka 500.000 andre voksne danskere gør. Den gruppe, der drikker mere end genstandsgrænserne, kaldes storforbrugere, men langtfra alle storforbrugere har et såkaldt skadeligt forbrug eller er afhængige af alkohol.

LÆS OGSÅ Klarlunds brevkasse: Kvit rødvinen og smid kiloene

Grænsen mellem at have et storforbrug og en skadelig afhængighed er i praksis flydende og derfor vanskelig at fastsætte. Alkoholstorforbrug kan beskrives som en dårlig vane, der medfører øget risiko for sygdom, mens alkoholafhængighed er en behandlingskrævende tilstand, som de færreste er i stand til at komme ud af ved egen hjælp.

Grænsen mellem forbrug og misbrug med afhængighed er et broget område, som man ikke kan sætte et antal daglige genstande på. Overgangen fra at drikke socialt til at udvikle afhængighed er glidende og kan tage fra måneder til år. Hvem der ender i et misbrug er svært at forudsige, men en arvelig faktor og tidlig start på et stort forbrug spiller en væsentlig rolle.

Hvis der i nærmeste familie er personer, der er afhængige af alkohol eller har et skadeligt forbrug, skal man vide, at man måske selv hører til dem, der er i risiko for at blive afhængig. Hvis man er i risiko for at udvikle misbrug, er det ofte nødvendigt at være helt afholdende.

LÆS OGSÅ Klarlund: Rødvin kan værne mod åreforkalkning og sukkersyge

Der findes nogle kriterier, som bruges, når man taler om egentlig afhængighed. Hvis blot tre ud af seks kriterier er til stede i mindst en måned inden for de seneste 12 måneder, er man afhængig:

1) trang (næsten uimodståelig lyst til alkohol), 2) abstinenser (ubehag, sved, uro, høj puls med videre), 3) tolerans (det kræver større mængder for at opnå samme effekt), 4) nedsat kontrol (små mængder alkohol medfører lyst til store mængder og hyppig indtagelse), 5) fortsat indtag, selv om man ved, at det skader kroppen og 6) nedsat evne til at passe arbejde og familie osv. Hvis man selv eller en person, der står én nær, opfylder kriterier for alkoholafhængighed, er end ikke alverdens selvhjælpsbøger tilstrækkelig hjælp. Der er endnu heller ingen, der er hjulpet ud af et seriøst alkoholproblem alene ved medfølelse og empati. Ved alkoholafhængighed er der behov for ekspertbistand. LÆS OGSÅKlarlund: Lev længe med lidt alkohol Du spørger, om det giver mening at være på vandvognen i en måned. Jeg kan ikke henvise til en videnskabelig undersøgelse, som jeg kan læne mig op ad, men min sunde fornuft siger mig, at hvis man er i stand til at holde vandvognen i en måned – også selv om man vælger den korteste måned, februar – får man i hvert fald bekræftet, at selv om man drikker over genstandsgrænserne, er man ikke ved at glide fra storforbrug til afhængighed. Selvjustits er nok en nødvendighed i vores kultur, der flyder over med mad og ædle drikke. Og sympatisk er jeres projekt da, for selv om bare en af jer fire musketerer kan være en Athos, der elsker vinen lige lovlig meget, har I her chancen for at bevise, at mottoet holder: ’En for alle og alle for en’.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her