’Sluk din tørst i vand’, lyder et af kostrådene. Så man må altså godt drikke cola, så længe man ikke er tørstig, tænker mange børn. Men også vi voksne finder stærkere erstatninger for det rene, klare vand, både når tørsten skal slukkes, og når der bare skal festes.
De stærke drikkevarer kan man som bekendt have glæde af i lang tid, efter at de er hældt indenbords. »Det går ikke, at vi har møde fredag morgen kl. 8«, sagde en af de unge i laboratoriet til mig. »Det er jo dagen efter vores julefrokost. Så sidder vi bare der og falder hen og kan ikke koncentrere os«. Det argument måtte jeg jo bøje mig for, så mødet blev flyttet.




























