Spørgsmål fra læser Henrik:
Min kone påstår, at træk/kulde kan fremkalde forkølelse. Jeg mener omvendt at have læst, at det ingen rolle spiller, og at f.eks. et meget koldt soveværelse giver en bedre søvn.
Hvad mener du om det?
Svar:
Jeg er ret solidarisk med din kone og har i hvert fald selv mere end en gang råbt:
»Jeg bliver altså syg, når du sparer så meget på varmen«.
Men er det nu rigtigt, at man kan blive forkølet af at være kold? Man bliver i hvert fald ikke forkølet uden virus. Det er altså ikke kulden alene, der gør os forkølede. Sagen er nok den, at virus kan have lettere ved at trænge ind gennem næsen og inficere vores celler, når det er koldt.



























