'Støt brysterne’-kampagnen har gennem de sidste 8 år haft så stor succes, at mændenes kræftformer er blevet glemt. Selv om mænd har en større risiko for at dø af deres kræftsygdom end kvinder. Samtidig har mænd ofte sværere end kvinder ved at gå til læge i tide. Og når det er gået galt, så er kvinderne meget bedre til at søge hjælp. Tre fjerdedele af henvendelserne i rådgivningen hos Kræftens Bekæmpelse kommer fra kvinder, selv om mændene statistisk set er endnu hårdere ramt. Derfor vil Kræftens Bekæmpelse nu sætte fokus på mændene og på det faktum, at 16.000 mænd hvert år rammes af kræft, som er den største dødsårsag blandt mænd.
LÆS OGSÅ Klarlunds Brevkasse: Får jeg kræft af nikotintyggegummi?
Det gælder om at få dem til at gå til lægen, når de oplever symptomer, så behandlingen kan komme i gang hurtigst muligt, da det giver de bedste muligheder for at overleve. Og så gælder det forebyggelse.
»Motion, den rigtige kost og ingen rygning. Det er de vigtigste elementer, hvis man vil undgå kræft«, siger Mette Hattens fra Kræftens Bekæmpelse.
Kampagnestart
Kampagnen for mænd og kræft ’Lev livet, mand’ bliver derfor skudt i gang med et stafetforhindringsløb på Klampenborg Galopbane 1. maj kl. 11, kun for mænd. Her skal 2-5 mænd tilbagelægge så mange omgange a 1.600 meter som muligt, mens de forcerer forhindringer af hø.
»Vi ved jo, at mænd ikke er så meget for sidde i rundkreds og snakke om tingene. Så det her er en mulighed for at lave noget aktivt sammen, mens man får lidt viden om en vigtig sag«, siger Mette Hattens.




























