Efter besøget på Hillerød Hospital, hvor lægen mandag 18. juni kl. 9.15 fortalte resultatet af skanningen, fandt Lillian Weedsgaard og hendes mand et lille sted nær slottet at spise frokost. »Vi går ud og fejrer, når der er noget godt. Og vi går ud og trøster os, når der er noget skidt«, siger hun efterfulgt af en hjertelig latter. Tilbage i hjemmet i Hornbæk sendte hun et par timer senere en mail til sit netværk med besked om, at nogle metastaser fra tarmkræften desværre var aktive igen. De kunne ikke fjernes, men som skulle bekæmpes med Avastin og perioder med kemoterapi.
LÆS OGSÅ Underviser: Find et anker i nuet
»Siden jeg fik konstateret kræft for ni år siden, har jeg haft adskillige tilbagefald, men denne gang har det faktisk ikke været så slemt rent psykisk som de andre gange. Jeg har ikke været så bange og ked af det, som jeg plejer, og jeg tænker, at det måske alligevel er mindfulness, der har hjulpet mig«, fortæller den 59-årige kvinde to uger senere.
Hun refererer til et netop afsluttet kursus i mindfulnessbaseret terapi i Kræftens Bekæmpelses regi. Et tilbud, som lige har fået forskernes blå stempel, idet en videnskabelig analyse har dokumenteret, at træning i bl.a. meditation og simple yogaøvelser markant mindsker symptomer på angst og depression hos kræftramte.
Rygestop kan udløse depression »Når jeg nævner mindfulness’ betydning for min reaktion på den dårlige besked, er det, fordi vi lærer, at man skal acceptere sin tilstand. Her sidst blev jeg selvfølgelig også ked af det og fældede en tåre, men det var mere: o.k., så skal jeg på den igen, så er det sådan, og det er ligesom det«, forklarer hun. Vild og voldsom reaktion Kurset hørte Lillian om, da hun i forbindelse med et tidligere tilbagefald »blev hunderæd« og derfor kontaktede kræftrådgivningen i Hillerød. Men den voldsomste reaktion var nok, da hun i 2003 fik konstateret kræft for første gang. »Jeg blev vred og var virkelig bange. Cancer var i mine ører lig med død, og jeg både råbte, skreg og smed med ting – kunne slet ikke kontrollere det«. Mønsteret gentog sig ved andre tilbagefald, og også fra hverdagen kender Lillian angstens kvælende favntag, når tunge tanker af og til buldrer frem. »Man får bare rigtig ondt i maven, stivner og går helt i selvsving – for, ja, man bliver sgu bange for at dø«.
