Lyt til artiklen
Da Sarah Noes Sørensen var 13 år, blev hun pårørende. Det var en ensom oplevelse. For hendes kræftsyge far ville ikke selv tale om sin sygdom, og hospitalspersonalet havde travlt med at bede hende ’flytte sig lidt’.
»Jeg følte mig enormt usynlig, når jeg besøgte min far. Der var ikke nogen, der sagde, hej, jeg er din fars sygeplejerske. Det var mest sådan noget med ’kan du lige flytte dig – jeg skal lige tjekke nogle tal’. Jeg følte mig akavet«, fortæller Sarah Noes Sørensen.
