Både Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen erkender, at de er handlingslammede og ikke kan forhindre, at en ny multiresistent stafylokokbakterie breder sig fra danske svinestalde til mennesker.
Bakterien kan give livsfarlige infektioner som lungebetændelse og blodforgiftning. »Der er foreløbig ingen metode til at rense de danske svinestalde for denne bakterie. Den eneste mulighed er at give grisene mere antibiotika for at bekæmpe bakterien. Men den vej vil vi ikke gå, fordi det vil gøre flere bakterier resistente over for antibiotika«, siger Per Henriksen, veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen. Fra grise til mennesker Bakterien er en stafylokok med navnet CC398. Den sidder normalt i grises tryner og på grises hud. Men de seneste år har den forandret sig, så den kan hoppe fra grise over til mennesker.




























