»Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde«, er Anders Bondo Christensens første kommentar.
Men det ved han nu godt.
Det er jo en parodi uden lige
Ifølge lærernes formand er det lige til at tude over, at de danske folkeskoler er blevet tvunget til at give eleverne de såkaldte nationale test, som nu endnu en gang er brudt sammen på teknikken.
LÆS OGSÅ Omstridt skoletest er kollapset
»Det er jo en parodi uden lige. Ud over at være fuldstændig pædagogisk ubrugelige, er systemet nu brudt sammen igen. Jeg kan endnu en gang kun opfordre til, at forligspartierne sætter sig sammen og finder et andet pædagogisk redskab«, siger Anders Bondo Christensen til politiken.dk.
For 100 millioner kroner elendighed
De nationale test var oprindeligt Ulla Tørnæs' (V) projekt. Siden blev det Bertel Haarders (V), og nu er bolden røget videre til den nyudnævnte undervisningsminister Tina Nedergaard (V).
Testene skulle have været sat i gang allerede i 2007, men tekniske problemer og spørgsmål om kvaliteten har gang på gang udskudt testene.
Nu sidder vi midt i suppedasen med et testsystem til 100 millioner kroner, der ikke duer til noget
Meningen er, at testen tilpasses hver enkelt elev i et såkaldt 'adaptivt princip'.
Svarer man forkert, får man et lettere spørgsmål, og vice versa - men heller ikke det har Skolestyrelsen og Cowi A/S, der står bag testene, haft held med at gennemføre tilfredsstillende, mener lærerforeningens formand.
Hør Politikens uddannelsesredaktørs dom over de nationale test
»Den adaptive funktion fungerer jo slet ikke. Men det har vi jo sagt fra starten. Jeg tilbød i sin tid at afprøve bare en enkelt af de her test, før man vedtog dem, men det fik jeg ikke lov til. Nu sidder vi midt i suppedasen med et testsystem til 100 millioner kroner, der ikke duer til noget og bryder sammen hele tiden«, siger Anders Bondo Christensen.
Testene kan være skadelige for eleverne
Lærernes formand mener sågar, at testene - hvis de altså virkede - kan være direkte skadelige for eleverne.
»I 2. klasse vil man gerne kunne spørge læreren om hjælp. Især de svage elever har behov for den mulighed, men her bliver de sat foran en computer og skal klare sig selv med nogle meget svære spørgsmål. Som skulle blive nemmere, når man svarer forkert, men sådan er det desværre ikke. Det ender med, at eleven kan blive utryg ved hele indlæringssituationen, og det må siges at være skadeligt«, siger Anders Bondo Christensen.
LÆS OGSÅ Her er, hvad vi ved om brugen af test
Han mener, at man skal droppe ideen om et fast nationalt testsystem og i stedet give lærerne lov til at vælge test i forhold til den enkelte elevs kompetenceniveau.
Det her giver hverken mening for lærerne, eleverne eller dem, der skal kigge på resultaterne
»Og så skal vi nok finde en måde at melde resultaterne tilbage til Skolestyrelsen. Det er jeg overbevist om. Men selve testene skal altså laves på en mere kvalificeret måde end den, de nationale test giver mulighed for«, siger han.
»Det her giver hverken mening for lærerne, eleverne eller dem, der skal kigge på resultaterne«.
fortsæt med at læse



























