Elever i folkeskolen må ikke deles efter evner. Det står i loven. Men hvordan hænger det så sammen, at de stadig flere skoler, der opretter eliteidrætsklasser, kan stille detaljerede optagelseskrav til eleverne?
Det spørgsmål tumler Undervisningsministeriets jurister med at afklare. Team Danmark: Det bedste i 30 år
18 folkeskoler fordelt over hele landet har i dag særlige tilbud til elever, der vil dyrke idræt, og eleverne står i kø for at komme ind i eliteidrætsklasserne.
»Der er typisk 2-3 gange så mange, der vil ind, som der er pladser til«, fortæller direktør Michael Andersen i Team Danmark, som gennem aftaler med kommunerne støtter de særlige idrætslinjer.
»Vi synes, det her er det bedste, der er sket for idrætten i folkeskolen i de sidste 25-30 år«, siger han.
Også skolerne er begejstrede. De oplever, at idrætsklasserne skaber gejst og giver ny energi til både lærere og elever. Lærerforeningen: Problematisk og kritisabelt
Men når der ikke er plads til alle, skal der vælges ud – og det er muligvis i strid med folkeskoleloven, hvis det er de dygtigste elever, der får pladserne.






























