Endnu et bud på en reform af folkeskolen er på bordet. Denne gang fra Kommuners Landsforening (KL). KL foreslår, at eleverne fra 7. klasse i højere grad end i dag skal opdeles på praktiske og teoretiske valgfag, der lægger sig op ad de fag, de senere får på ungdomsuddannelserne.
Håbet er, at det kan mindske det nuværende frafald på ungdomsuddannelserne. I dag gennemfører kun godt halvdelen af eleverne på erhvervsskolerne uddannelsen. Kan skabe A-hold og B-hold »Det ville være godt med linjer eller valgfag i udskolingen, som er tonet fagligt ind på begyndelsen af en ungdomsuddannelse. I valgfagene kan eleverne få prøvet noget forskelligt af og finder måske ud af, at Gud, det er jo tømrer, jeg skal være«, siger formand for KL’s Børne- og Kulturudvalg Jane Findahl (SF). Hun er ikke bange for, at de med forslaget kommer til at skabe A- og B-hold blandt landets folkeskoleelever. Hun slår fast, at alle elever får samme grundpakke af fag og dermed lige muligheder for at blive erklæret egnet eller ikke egnet til gymnasiet, og at eleverne også får mulighed for at vælge forskellige fag løbende.




























