Allerede ude i skolegården – på vej op til skolelederens kontor – ses skolereformen i praksis. Der er ikke frikvarter. Alligevel springer børn fra 2. klasse rundt og ud og ind af buen på et sjippetov, som to lærere svinger op og ned. De er i gang med de 45 minutters bevægelse, som eleverne i folkeskolen skal have i snit hver dag for at gøre undervisningen mere varieret og den længere skoledag mere spiselig.
Vi er på Grøndalsvængets Skole – en folkeskole i København – som Politiken jævnligt vil besøge frem til juni næste år for at skildre, hvilke succeser, glæder, problemer og udfordringer der er med at få reformen op at køre.


























