Studieretningsprojekt. Det ord vil være på mange gymnasieelevers læber i dag. Og deres forældres. I dag er nemlig dagen, hvor den store 3. g-opgave, SRP’en, som eleverne har haft to uger til at skrive, skal afleveres for mange elevers vedkommende.
Opgaven kaldes også ’forældreopgaven’, fordi nogle forældre hjælper flittigt til, mens der har været talrige eksempler på, at elever køber sig til en opgave ude i byen. Det bliver der med stor sandsynlighed sat en stopper for. Flere partier siger til Politiken, at de ønsker, at eleverne fremover skal forsvare opgaven mundtligt. Blandt andre Jakob Mark, der er undervisningsordfører for SF.




























