12 års slingrekurs er slut: »Mors veninde måtte hjælpe mig i gang«

Så er den klaret! 28-årige Ian Appelquist (tv) har netop afsluttet grundforløbet på tømreruddannelsen og leder nu efter praktikplads. Martin Lehmann
Så er den klaret! 28-årige Ian Appelquist (tv) har netop afsluttet grundforløbet på tømreruddannelsen og leder nu efter praktikplads. Martin Lehmann
Lyt til artiklen

Det er ikke så få færdigheder, Ian Appelquist har tillært sig gennem de seneste 12 år. Han kan permanente hår, trylle på regnemaskine og bygge et træhus fra sokkel til tag. Alligevel har han aldrig brugt de ting, han har lært. For han har aldrig færdiggjort nogen af de fire uddannelser, han er begyndt på.

»Jeg har altid haft det svært i skolen, og af forskellige årsager er jeg hoppet fra uddannelserne igen. Jeg ved, at det er mit eget ansvar at tage en uddannelse, men jeg synes, at det har været svært at gennemskue, hvad mine muligheder var«, siger 28-årige Ian Appelquist.

Han går nu på Selandias tømreruddannelse i Slagelse, hvor han endte, efter at hans mors veninde gav ham et kærligt skub.

»Mine forældre har aldrig presset på og sagt, at jeg skulle tage en uddannelse, og jeg har aldrig nogensinde følt, at jeg har fået en ordentlig vejledning hos hverken mine lærere eller uddannelsesvejledere, selv om jeg virkelig har været til uddannelsesvejledning mange gange. Det var min mors veninde, der måtte hjælpe mig i gang. Hun er social- og sundhedsrådgiver, så hun ved meget om personer som mig«, siger han.

Ian Appelquist er en af de 70.000 danske unge, der 7 år efter folkeskolen ikke har færdiggjort en ungdomsuddannelse eller er i arbejde, og som en ekspertgruppe i dag kommer med anbefalinger til, hvordan man kan hjælpe gennem en ungdomsuddannelse uden for mange bump på vejen.

Indsatsen for udsatte unge skal samles

Kamp med bogstaver

Ians problemerne var allerede til stede i folkeskoleårene på Mors, hvor han kæmpede med at sætte bogstaver sammen og forstå den sammensætning, som optrådte i bøgerne. I 7. klasse begyndte han derfor i en specialklasse, men her gik det ikke meget bedre.

»Jeg fik altid at vide i folkeskolen, at jeg aldrig blev til noget. Det var jeg for dum til«, siger Ian Appelquist, der med »nød og næppe« fik en 6-tal på den gamle skala ved folkeskolens afgangsprøve.

Efter folkeskolen begyndte han på frisørskolen.

»Jeg har altid leget med min storesøster, som jeg satte hår på. Og fra jeg var helt lille, drømte jeg om at blive frisør, for det er et kreativt fag, hvor jeg kunne bruge mine hænder«, siger han.

Hver sjette student går direkte fra gymnasiet til en erhvervsuddannelse

Frisørdrømmen fik dog en ende, inden den rigtig var begyndt. Ian Appelquist kunne nemlig ikke finde en elevplads, og uden en elevplads kunne han ikke komme videre. Derfor droppede han drømmen og begyndte at arbejde som ung i huset hos en familie. Herefter fulgte en kort periode, hvor han gik på en produktionsskole. Men det var ikke sagen.

I stedet fandt han ud af, at han »ville have noget med tøj at gøre« og begyndte på handelsskolens grunduddannelse. Det gjorde han i alt fem gange på fem forskellige skoler. Den ene gang sprang han fra på grund af en depression. De andre gange, fordi han fik andre ideer.

Den sidste gang Ian Appelquist droppede ud af handelsskolen, havde han kun fire måneder tilbage. Han sprang fra skolen, fordi han blev tilbudt et rengøringsjob på hotel Stay Copenhagen.

»Det var virkelig dumt. Men jeg syntes, at det var hårdt at være på SU, og jeg ville gerne leve det vilde liv i København«, siger Ian Appelquist.

Kviklån på kviklån

Herefter fik han job på Oslo-færgen, hvor han i 4 år rengjorde kabiner.

»Jeg gik hele tiden med tanken om, at jeg skulle i gang med en uddannelse igen, men jeg havde fået en masse gæld. Det var dengang kviklån kom frem, og jeg faldt desværre i fælden«, siger Ian Appelquist, der efter at være gået i land var på dagpenge i 2,5 år, hvoraf han noget af tiden var sygemeldt på grund af en depression.

»Så blev jeg enig med mig selv om, at nu måtte penge være penge, for nu skulle jeg i gang med en uddannelse« siger Ian Appelquist, der fik morens veninde til at sætte en møde op på jobcentret, hvor de sammen fik lagt en plan, der betød, at han i første omgang skulle bestå dansk og matematik på 9. klasses niveau.

De fleste lærlinge bliver fastansat i det firma, der uddanner dem

»Jeg var megabange for at begynde på det, for jeg var helt sikker på, at jeg både var snotdum og slet ikke kunne finde ud af hverken matematik eller dansk. Men jeg begyndte, for jeg vidste, at jeg skulle igennem det for at komme i gang med en uddannelse igen«, siger Ian Appelquist, der fik 10 i både matematik og dansk.

»Det var jeg meget stolt over«, siger Ian Appelquist, der netop har færdiggjort grundforløbet på tømreruddannelsen og nu leder efter læreplads.

Ian Appelquist håber, at han om 5 år er færdiguddannet tømrer. Hvilken slags er dog ikke sikkert endnu.

»Den økonomiske Ian vil gerne til Norge og tjene kassen. Den fornuftige Ian vil gerne være herhjemme og arbejde kl. 7-16 hver dag, og den kærlige Ian kunne godt tænke sig at komme til Afrika og bygge børnehjem. Lige nu er jeg realistiske Ian, der bare håber på at blive færdig«.

Mette Dalgaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her