Undervisningsminister Merete Riisager elsker at være en hård banan. Højere karakterkrav til gymnasier, tjek. Send lærere i fængsel, hvis de ikke underretter om mistrivsel, tjek. Strammere tilsyn med frie grundskoler, tjek. Stopprøver til ghettobørn i 0. klasse, tjek. Sæt overvågning på gymnasieelever, så de ikke snyder til eksamen, tjek. Økonomiske sanktioner over for forældre, der ikke lever op til deres ansvar, tjek. Bedre betingelser for at bortvise elever, tjek.
De skarpe holdninger får frit løb ud i knoerne, når landets undervisningsminister lancerer nye politiske udspil. Listen her er blot et lille udpluk. Sidste sommer tog hun hul på skoleåret ved at erklære, at »det var en fejl at gøre fuldstændig op med den sorte skole«. Og den fejl kan man med rette sige, at hun med eftertryk har valgt at rette op på som minister.


























