Et par af 2. b’s drenge står med hænderne i lommen og piller ved deres Adidas-bukser. Ingen af dem siger noget, men de skiftes til at rømme sig, mens de lægger Tazas sidste ting i skoletasken. En krukke med afskedsbreve, et Tommy Hilfiger-ur fra klassen og en plakat af Taza, der scorer et mål i Dronninglund Gymnasiums fodboldturnering. Uden for klasselokalet står en gruppe piger opløst i tårer og danner et gruppekram.
»Meeen ... vi kan jo prøve at ses, når vi kommer til Sjælland. Og måske kan du nå at komme herover til vennefesten«, siger en af drengene og giver Taza et nervøst dask i ryggen. Langsomt forsvinder elev efter elev fra skolen, og til sidst følges Taza hjem med klassekammeraten Kasper for at pakke de sidste ting. I morgen rejser han med sin mor, far og tre søskende med toget til Sjælland og udrejsecentret Avnstrup.




























