Den Digitale Prøvevagt bør droppes: Røde partier vil fjerne overvågning af 50.000 gymnasieelever

Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Den Digitale Prøvevagt skal sættes udenfor døren.

Det mener S, SF, og EL, efter flere eksperter har kritiseret overvågningsprogrammet, skriver Altinget.

Som professor i datalogi på Aarhus Universitet, Ivan Bjerre Damgård, forklarer til Altinget, har Undervisningsministeriet nemlig lavet et »aggressivt«program, som »holder øje med alt muligt, der sker på computeren”.

Torsdag skal programmet for første gang testes af gymnasieelever over hele landet, men undervisningsminister Merete Riisager (LA) bør aflyse generalprøven, mener SF’s Jacob Mark.

»Indtil det virker, må man jo skrotte det. Man skal ikke tvinge eleverne til at bruge det«, siger han til Altinget.

Enhedslistens Jakob Sølvhøj og Socialdemokratiets Annette Lind er enige.

»Med de store betænkeligheder, vi oplever, ville det være fornuftigt, hvis ministeren droppede anvendelse af programmet i prøverne torsdag« siger Jakob Sølvhøj til Altinget.

Den Digitale Prøvevagt er kommet i modvind med en række negative historier i flere medier – eksempelvis i Ekstra Bladet.

Ivan Bjerre Damgård forklarer til Altinget, at programmet blandt andet kan gøre elevernes computere sårbare overfor hackerangreb.

Undervisningsminister Merete Riisager virker imidlertid ikke bekymret.

»Eksaminerne skal være fair og rimelige, og det skal være så svært som muligt at snyde. Forligskredsen var sidste år enige om at finansiere dette program, der ligner de systemer, som flere gymnasier allerede anvender, og dem som universiteterne har brugt i en årrække« skriver hun i en kommentar til Altinget.

Onsdag sendte Styrelsen for It og Læring i en email til institutionerne, hvor det oplyses, at elever kan bede om lov til ikke at bruge Den Digitale Prøvevagt.

Torsdag skal programmet mange steder bruges under terminsprøver, men først ved eksamenerne til sommer vil det ifølge styrelsen være obligatorisk at anvende.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her