Forældre, der vælger at sætte deres børn i en privatskole, skal have støtte af staten. Det er slået fast med syvtommersøm i den debat, der er fulgt i kølvandet på Foreningen Friskolernes kampagne på medlemmernes vegne.
Anledningen til kampagnen var Socialdemokratiets ønske om at beskære tilskuddet til privatskolerne til 71 procent af den gennemsnitlige pris for en elev i folkeskolen. Det, som kaldes koblingsprocenten, er i dag på 76 procent. Socialdemokratiet ville bruge de sparede penge til at styrke folkeskolen og give kommunerne penge til at ansætte flere lærere.




























