Cecilie på ni år sidder ved et bord bøjet over en bærbar computer, som hun taster på, mens hun kniber øjnene let sammen og fører ansigtet helt tæt på skærmen.
»Jeg er ved at skrive en historie, jeg selv har skrevet, ind på computer«, siger hun så.
Hun er et af de fem børn, der tirsdag er mødt op på Kalvebod Fælled Skole i København , som til daglig har omkring 450 elever. I dag er de fem. Cecilie, hendes lillesøster og tre andre børn, som Cecilie »ikke rigtig kender«.
Hun kigger kun sporadisk op fra skærmen, mens hun fortæller.
»Jeg savner mine venner, men min lillesøster er her jo, og så lærer man også nogle nye at kende. Det er faktisk hyggeligt«, siger hun.
Cecilie, hendes lillesøster og de tre andre børn, der spænder fra 0. til 3. klasse, er i disse dage i nødpasning på deres egen skole. Alle skoler i landet har ellers som udgangspunkt holdt lukket, siden Mette Frederiksen satte Danmark i nødberedskab onsdag i sidste uge. Tirsdag var kun 88 ud af 17.000 elever i skole i Københavns Kommune.
Dog kan man få lov til at sende sine børn i skole, hvis man eksempelvis ikke har andre pasningsmulighed og arbejder i sundhedssektoren, eller hvis man er enlig forsøger. Det gælder børn mellem 0. og 3. klasse.
Resten af landets skolebørn er hjemme og undervises online, gennem hjemmeopgaver eller af deres forældre.
På Kalvebod Fælled Skole er de tirsdag fem børn og to voksne. Klokken er 11, og de har allerede både været på tur og spist formiddagsmad. Nu er de samlet i et lille lokale. Men de er ikke flere, end at de sidder godt spredt ved bordene. Fordybet i hver deres ting. Cecilie er dybt nede i sin historie, der handler om en pige, som har en syg lillebror.
Lærerne havde oprindeligt regnet med at modtage markant flere elever.
»I går var vi fire lærere til samme antal børn, så vi sendte de to andre voksne hjem. Der er ikke nogen grund til, at vi er så mange til en så lille børnegruppe«, siger Anna Rasmussen, der underviser i dansk og musik, og som til daglig har eleverne fra tredje klasse.
Vi bliver ved at holde åbent
På Bavnehøj Skole i Sydhavn er der endnu færre børn. Faktisk har der ikke været nogen siden fredag.
Da Politiken besøger skolen tirsdag morgen klokken halv ni, sidder tre voksne fordybet i samtale om planen for de næste dage.
De havde regnet med at modtage et sted mellem syv og 17 børn hver dag den første uge. Men de har indtil videre ikke modtaget andre end en enkelt elev fra syvende klasse, der har hentet et par bøger, han havde glemt.
De forældre, der ikke har andre muligheder, har mulighed for at aflevere børn frem til klokken otte, og derefter begynder ledelsen at sende personalet hjem og arbejde, hvis der som i dag ikke er mødt nogen op, når klokken nærmer sig ni.
»Det betyder jo, at forældrene indtil videre har fundet en løsning, hvor de kan holde deres børn hjemme, men det kan være, situationen er anderledes i morgen, så vi bliver nødt til at være klar til at tage imod dem fra klokken 6.15«, siger Pia Grevelund, der er skoleleder på Bavnehøj Skole, der til daglig har omkring 400 elever fra nulte til niende klasse.
Foruden Pia Grevelund og lederen af fritidshjemmet er to pædagoger og to lærere på arbejde. Den ene lærer hedder Susanne Fisker. Mens Pia Grevelund og lederen af fritidshjemmet bliver på skolen og holder planlægningsmøde, er hun og pædagogen så småt på vej hjem.
»Det er o.k. at arbejde hjemme, og der er jo masser undervisning, der skal laves, men jeg savner allerede eleverne. Det sværeste indtil videre var nok tidligere, da ham fra syvende klasse kom og hentede bøger. Man må jo ikke kramme eller noget. Og ikke fordi man nødvendigvis skal det, men det føltes fremmedgørende at gå to meter bag ham hele tiden«, siger Susanne Fisker, der til daglig underviser de store børn i udskolingen.
Klokken er 9.30, og hun pakker sin computer sammen og tager overtøj på.
»Jeg smutter hjem og ser, hvordan jeg kan få undervist de store børn bedst muligt. Måske jeg skal prøve at finde ud af noget med Skype. Det er jo en helt ny situation for alle«, siger hun og vinker til sine kollegaer, inden hun forsvinder ud på de tomme gange.
Vi kan selv bestemme, hvad vi laver
Tilbage på Kalvebod Fælled Skole på Amager er Cecilie i tredje klasse ved at være færdig med sin historie og rejser sig fra computeren.
»Historien har ikke noget navn. Men den handler om en pige med en syg lillebror. Hun skal i skole, selv om hun er ked af det. Hun har også en sygdom, der gør, at hun ser lidt anderledes ud. Derfor er der ikke så mange, der vil lege med hende«, fortæller Cecilie, mens hun gnider sine hænder ind i håndsprit fra en beholder, der står ved siden af computeren.
Hun er ikke så bange for corona, siger hun.
»Jeg tænker ikke rigtig over det. Jeg vasker grundigt hænder og husker håndsprit, men ellers tænker jeg mere på andre ting. Og så er det sjovt, at skolen er lidt anderledes, og man selv kan være med til at bestemme, hvad man laver«, siger hun, mens hun ryster hænderne, så spritten tørrer.
Anna Rasmussen beder børnene færdiggøre, hvad de sidder med, så de kan nå ned i gymnastiksalen og lave yoga inden frokost.
»Hov nej, vi skal da lige høre din historie først, Cecilie«, siger hun så.
Cecilie begynder at fnise og skiftevis svaje i ryggen og bøje sig fremover i forlegne ryk.
»Jeg gør det ikke«, siger hun så i et tonefald, der gør, at man ikke er i tvivl om, at hun mener det.
Efter lidt forhandling går hun dog med til, at Anna Rasmussen læser den højt for den lille børneflok.
Børnene bliver bedt om sætte sig med »to strakte armes mellemrum«. Mens Cecilie på skift gemmer ansigtet i hænderne og kigger afventende rundt på sit publikum, læser Anna Rasmussen historien højt.
Den er tragisk. Den syge lillebror dør. Pigens eneste veninde flytter skole. De andre vil ikke lege med hende. Men så kommer en ny pige ind i klassen, som med det samme bliver hovedpersonens veninde. Efter en mindre misforståelse mellem de to ender det hele fint.
»Det er mange store emner, du har berørt. Død, venskab, anderledeshed, sorg, håb. Det er rigtig godt gået«, siger Anna Rasmussen til Cecilie, der har ranket ryggen, men stadig gemmer sit smil bag hænderne.
»Det fede ved at have så få børn er, at man virkelig kan arbejde med hver enkelt. Så det er det gode ved at have sådan en lille flok«, siger Anna Rasmussen, da efterkritikken er færdig og børneflokken bliver bedt om at gøre sig klar til yoga.
Cecilie smiler stadig og fører an, da børnene løber ned mod gymnastiksalen.
