Minister kan aflyse eksamener på grund af coronakrisen

Lyt til artiklen

En nødlov, som et enigt Folketing vedtog torsdag eftermiddag, giver børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) usædvanligt vidtgående magt midt i uroen skabt af coronavirusset.

Blandt andet kan hun – hvis hun finder det nødvendigt – aflyse eller udskyde eksamener på landets skoler, erhvervsuddannelser og gymnasier.

»I dette lokale deler vi helt sikkert ønsket om, at alle elever i 9. klasse og på de gymnasiale uddannelser hurtigt kommer tilbage i skole og kan tage deres afgangsprøve og eksamen som normalt«.

»Men vi kan bare ikke vide det. Derfor har vi i lovforslaget garderet os, så vi hurtigt og med kort varsel kan finde en god løsning for de mange elever«, sagde undervisningsministeren på et lukket samråd onsdag aften.

Skal hjælpe undervisningsområdet midt i uro

Tiltaget omkring eksamener er et af flere i nødloven, der skal hjælpe undervisningsområdet midt i uroen omkring coronavirusset.

Nu kan Pernille Rosenkrantz-Theil udskyde eksaminer

Hvis ministeren finder det nødvendigt, kan hun også fjerne fraværsregistrering i gymnasierne og bestemme, at minimumstimetal i skolerne kan fraviges.

Om hun vil gøre brug af mulighederne, afhænger ifølge ministeren af, hvor lang tid krisen omkring coronavirusset varer.

Loven er midlertidig. Den står til at udløbe den 1. marts 2021.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her