Det er februar 2020. Oliver Stoltz har tænkt på det i flere år, og nu skal det være. Han vil opleve karneval i Brasilien og kulturen uden for Europa for første gang i sit liv. Planen er at arbejde i hele 2020, så han kan spare nok op til at betale for rejsen til vinter. Derfor dropper han ud efter tredje semester på sit sprogstudium i Aalborg i februar og flytter tilbage til hjemstavnen, København, for at spare op til at udleve sin drøm.
Oliver Stoltz havde ellers et sabbatår, efter at han i 2017 blev student fra gymnasiet. Men det var ufrivilligt.
»Jeg var på Roskilde Festival, da der var ansøgningsfrist til de videregående uddannelser, så jeg glemte fuldstændig at søge ind«, siger han.
Så året gik hurtigt, og han udnyttede det ikke, som han selv siger.
