Eksperter og politikere frygtede, at flere ville blive afvist. Tallet er steget med 2.270 i forhold til sidste år.

Nu er tallene her: Rekordmange optaget på landets videregående uddannelser

Nora Nielsen er en af de ansøgere, som venter på svar i nat. Hun har tidligere fået afslag to gange.  Foto: Jacob Ehrbahn/POLFOTO
Nora Nielsen er en af de ansøgere, som venter på svar i nat. Hun har tidligere fået afslag to gange. Foto: Jacob Ehrbahn/POLFOTO
Lyt til artiklen

Det gik som ventet. Flere er blevet optaget på en videregående uddannelse end nogensinde før, men samtidig er flere afvist siden 2016.

Fra i nat får 69.526 personer tilbudt en plads på en videregående uddannelse. Hvilket er seks procent højere end sidste år, svarende til en stigning på 3.812 personer. Det viser tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Eksperter og politikere udtrykte allerede i maj her i Politiken bekymring for, at flere ville søge mod de videregående uddannelser i lyset af coronakrisen. Frygten var, at flere ville blive afvist.

Af den grund indgik uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og Folketingets partier i juni en aftale om at finansiere 5.000 ekstra studiepladser i 2020 og 2021 på uddannelser, hvor der tidligere har været afvist kvalificerede ansøgere.

Af dem har universiterne oprettet 2.270 ekstra uddannelsespladser, som bliver indfaset i 2020 og 2021. Det oplyser Danske Universiteter.

Konkurrencen om studiepladserne er lige blevet lidt mindre: 5.000 flere studiepladser fra sommerens optag

Men efter flere år, hvor færre kvalificerede ansøgere har fået afslag, får 10.686 kvalificerede ansøgere i nat klokken 00.01 et brev i e-boks om, at de ikke har fået deres ønske om en studieplads opfyldt.

De er altså blevet afvist udelukkende på grund af deres gennemsnit, og antallet af ansøgere, at de ikke har fået plads. Det er 2.270 flere end sidste år. Kun i 2016 er tallet højere, nemlig 11.533.

Cirka halvdelen af de kvalificerede afviste ansøgere har i år har kun søgt ind på én uddannelse på én enkel uddannelsesinstitution. Sidste år gjaldt det for ni ud af 10 af samme gruppe. I år har ansøgerne i snit søgt 2,8 uddannelser mod 2,7 uddannelser sidste år.

Ansøgere, som får afslag, kan søge en af de ledige pladser, der hvert år er på en række uddannelser. Listen bliver offentliggjort på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside 28. juli. I år får afviste ansøgere for første gang direkte besked fra ministeriet på sms om, hvor de kan få mere information om ledige pladser, og hvor de kan få vejledning. Netop for at hjælpe dem, der gerne vil i gang i år ind på en af de mange ledige pladser.

Igen i år er pædagoguddannelsen den største uddannelse. Se listen over de ti uddannelser, der har optaget flest studerende i år her:

Laura Jonasdottir

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her