For størstedelen af børnene landet over slutter tiden i børnehaven allerede i foråret, selv om 0. klasse først starter i august.
Cirka to tredjedele af kommunerne bruger tidlig sfo i forårsmånederne i stedet for at lade børnene blive i børnehave. Det viser en ny undersøgelse, som konsulentfirmaet Index100 har lavet for pædagogernes fagforening, Bupl, som 74 kommuner har deltaget i. Analysen viser også, at langt de fleste kommuner bruger færre penge på børnehavebørn, end de ellers ville, når de bruger tidlig sfo, fordi der ofte er færre pædagoger til større børnegrupper i fritidsinstitutionerne.


























