Forskellen mellem andelen af kvinder og mænd med en videregående uddannelse har aldrig været større. Sidste år havde 41,5 procent af kvinderne og 31,1 procent af mændene færdiggjort en videregående uddannelse, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Statistikken viser, hvor stor en andel i alderen 15-69 år, der har fuldført en kort videregående uddannelse eller mere. Udviklingen har været i gang siden statistikkens start i 1986. Dengang var andelen af mænd og kvinder med en videregående uddannelse omtrent den samme – lige over 13 procent.
Selv om flere kvinder end mænd i dag har fuldført en videregående uddannelse, er der stadig et betydeligt løn- og pensionsgab mellem kønnene, siger Anne-Louise Lindkvist, der er markeds- og kunderådgivningschef i Sampension, i en skriftlig kommentar. Det skyldes blandt andet, at kvinder oftere vælger fag med lavere løn som eksempelvis omsorgsfag. Samtidig vælger mænd i højere grad uddannelser inden for eksempelvis naturvidenskab, der giver adgang til en høj løn, mener hun.
»Samtidig er kvinder typisk mere på barsel og deltid end mænd, hvilket også har betydning for indkomsten og pensionen«, siger Anne-Louise Lindkvist.
Men når flere kvinder end mænd i dag får en videregående uddannelse, kan det være med til at mindske løngabet, forklarer Britt Dinesen Christiansen, seniorøkonom i Danica Pension, i en skriftlig kommentar.
»Det går i den rigtige retning, men det vil gå langsomt«, siger hun og uddyber:
»Uddannelse gør det ikke alene, for man kan sagtens finde eksempler på mænd og kvinder med samme uddannelse, der tjener forskelligt«.
Kvinders pensionsformue var i 2021 på omkring 320.000, mens den for mænd var på 400.000 kroner ifølge Danica Pension. Samtidig tjener kvinder i gennemsnit 12 procent mindre end mænd.
ritzau
fortsæt med at læse




























