Pædofilisager i danske daginstitutioner er yderst sjældne og få. Men når de verserer i medierne, husker befolkningen dem tydeligt. Sagerne kan være med til at skabe en generel mistillid til den mandlige pædagog, og det kan puste til frygt for pædofili.
Det forklarer Ditte Alexandra Winther-Lindqvist, der er professor i pædagogisk psykologi ved DPU. Ifølge hende har vi en »negativ hukommelses-bias«, der gør, at vi ofte husker de negative historier tydeligt, og derfor rammer sådanne sager pædagogfaget hårdt.
»De uhyggelige enkeltsager bliver prentet ind i vores hukommelse i årevis. Man glemmer dem aldrig. Og derfor kan nogen have en lille nagende mistillid til mænd i faget«.
»Det er en kamp, mændene må leve med i pædagogfaget«, siger hun.
I sidste uge afdækkede TV 2 og Radio IIII, hvordan den pædofilidømte Jesper Witte i adskillige år kunne fortsætte som pædagog, selv om han var anklaget for overgreb på mindreårige i fem forskellige kommuner. Ifølge medierne blev han først stoppet i 2023, da han blev varetægtsfængslet og året efter idømt forvaring for seksuelle overgreb på fem mindreårige drenge.
De brodne kar
Det er sager som disse, der gør, at 20-årige Nicky Pedersen mener, at de brodne kar i faget er med til at mistænkeliggøre mandlige pædagoger på et mere overorndet plan. Han har arbejdet med børn, siden han var 17 år, og mener, at de mandlige pædagoger generelt skal være mere påpasselige i deres arbejde, end kvinderne skal.
»Skrækhistorierne gør jo, at man bliver bange for at blive stemplet som en klammert«, siger han.
Da han var i praktik i en vuggestue, var han opmærksom på, om nogen sendte ham skumle blikke, og han var generelt lidt bange for at blive mistænkeliggjort af forældrene. Det var ofte bare tanker, han selv havde, men det hjalp ikke, da en mor bad ham om at lade være med at skifte hendes barn.
Nicky Pedersen forstår godt, at der er en anden opmærksomhed omkring den mandlige pædagog. Det kan også være med til at fange krænkerne.
»Men nogle gange føles det, som om det mere bliver en udskamning af mandlige pædagoger frem for et fokus på at gøre miljøet tryggere i daginstitutionerne«.
Han frygter, at de få danske pædofilisager kan være med til, at pædagogernes arbejdsopgaver bliver mere og mere opdelt efter køn.
»Hvis der er noget, den ene gruppe af pædagogerne ikke må med børnene, føler man sig mindre værdig. Det skal vi bare væk fra«.
»Hvis du er en, undskyld mig, klam stodder, skal du langt væk fra alt, der handler om børn. Men det skal ikke blæses op, så der sker generaliseringer«, siger han.
Frygten for anklager
Nicky Pedersen er uddannet pædagogisk assistent og arbejder i dag som pædagog på en skole i Herlev. Han synes, at det er noget andet at arbejde med de større børn end vuggestuebørnene, men han undgår stadig helst, at børnene sidder på skødet af ham, når de for eksempel skal trøstes.
»Det er virkelig svært, hvor tæt jeg må gå på børnene. Hvor går grænsen, før man bliver stemplet?«, siger han.
Ifølge Ditte Alexandra Winther-Lindqvist er det absurd, hvis vi når dertil, at børn ikke må sidde på skødet af en mandlig pædagog. Men hun kan godt se det ansvarlige i, at ledelsen laver regelsæt i daginstitutionerne. For det er netop for at beskytte de mandlige pædagoger mod potentielle anklager, forklarer hun.
»Men det kan ikke være rigtigt, at manden ikke må vise omsorg for barnet af frygt for anklager«, siger hun.
Hun fremhæver, at det er vigtigt med mandlige rollemodeller på daginstitutionerne, og uddyber, at det ofte er dem, der er gode til de mere kropslige lege, tumlerier og vilde aktiviteter med børnene.
Nicky Pedersen kan frygte, at de enkelte sager kan skræmme nogle mænd helt væk fra faget. Men ikke ham. Han har altid villet være pædagog. Han synes, at det er fedt at se et ungt menneske udvikle sig, og så har han »krudt i røven«, så han elsker udetimerne med leg.
»Så jeg kommer ikke til at falde fra«, siger han.
fortsæt med at læse
