Journalist og forfatter Thomas Skov var ikke mere end fem år, da han tilbage i 1991 for første gang skulle gå de 400 meter fra børnehaven til hjemmet i Herning, hvor han er vokset op.
»Selv om hun nok sagtens ville kunne, virker det utænkeligt, at min 5-årige datter selv skulle gå hjem fra børnehave i dag. Og jeg var faktisk også ret beklemt ved det dengang i begyndelsen af 90’erne, hvor det ellers ikke var nogen vild ting, at børn færdedes selv«, siger han.
Thomas Skov fortæller, hvordan hans nervøsitet blev opdaget af pædagogen Palle Juul Hansen, der straks tilbød at følges med ham den første gang, han skulle gå ruten.
»Det kan måske lyde som en lille ting, men det satte sig virkelig i mig. Det har jo nok været blandingen af, at han virkelig så mig, og at han så gav mig den omsorg, der gjorde, at jeg følte mig tryg. Og det er for mig virkelig de ting, en dygtig pædagog kan. Få hvert enkelt barn til at føle sig set og føle tryg«, siger han.
Politiken har mødt Thomas Skov til en snak om dygtige pædagoger, og hvad det pædagogiske personale betyder for både børn og forældre, når institutionslivet bliver en del af hverdagen. Det sker i anledning af Politikens Pædagogpris, der i samarbejde med Velfærds- og forskningsfonden for pædagoger uddeles for første gang i år.
Det er i den forbindelse, at Thomas Skov fortæller om sine levende minder fra en børnehavetid, der ligger langt tilbage, og hvor pædagogen, Palle Juul Hansen, spillede en så vigtig rolle, at Thomas Skov i 2016 mødtes med ham igen.
»Jeg havde brug for at takke ham. Det lyder måske underligt. Men specielt efter jeg selv er blevet far, har jeg fået et stort behov for at takke de mennesker, der passer på vores børn. De udfører et helt ufatteligt vigtigt arbejde, og det har jeg bare så meget respekt for«.
Thomas Skov fortæller, at tiden »stod stille«, da han mødte Palle Juul Hansen, og at det føltes, som om han var fem år igen.
»Det var bare Palle og Thomas. Og jeg var ikke Palles yndling eller sådan noget. Det var den effekt Palle havde på børn generelt. Og det er det, der gjorde ham så fantastisk, og det er pædagoger, der kan det samme som ham, som gør, at mine børn føler sig set og hørt i deres institutioner«.
Thomas Skov er far til datteren Ellen på fem år og sønnen Otto på to. Han fortæller, at de to er meget forskellige børn. Mens Ellen »buldrede« afsted fra første dag i institution, var Otto mere forsigtig.
»Han har altid haft det bedst, når han bare var hos sine forældre. Han er mere pylret end Ellen. Så vi var faktisk ret nervøse for, hvordan det ville gå ham, da han skulle starte i institution. Men pædagogerne var bare så professionelle, og ligeså gode, som Ellens pædagoger var til at møde hendes behov, ligeså god var Ottos til at møde hans. Og jeg vil sige, at de har det lige godt ved at være i institution«, siger Thomas Skov.
Forstærket af corona
Thomas Skov og hans kone var ligesom mange andre forældre hjemme med deres børn under corona-nedlukningen af landet. Og det gav ham endnu et perspektiv på pædagogernes rolle i børnenes liv.
»Det kan næsten lyde helt overrislende, men det gav mig bare endnu mere respekt for pædagogerne. Ikke kun, fordi det godt kunne være hårdt hele tiden at skulle aktivere børnene, men ligeså meget, fordi det var så tydeligt, at børnene savnede deres hverdag«, siger han.
Han siger, at pædagogerne har skabt en så god hverdag for børnene, at de simpelthen hellere ville være der, end sammen med deres forældre.
»Det var sindssygt opløftende. Vi havde været lidt nervøse for, hvordan de ville reagere på at komme tilbage efter så mange måneder, men de var bare glade. De havde savnet vennerne og pædagogerne. Ellen gad nærmest ikke engang sige farvel. Hun vadede bare ind på stuen uden at se sig tilbage. Den grundtryghed får man ikke uden vanvittigt dygtige pædagoger«.
Kunne indstille de første fem
Thomas Skov var ikke lang tid om at svare ja, da vi spurgte, om han kunne tænke sig at medvirke i artiklen i anledningen af pædagogprisen.
»Jeg var slet ikke i tvivl. Det er så sindssygt vigtigt at hædre det pædagogiske personale. Jeg prøver selv virkelig at huske at sige tak hver dag, men jeg er ikke god nok til det. Så hvis jeg kan inspirere andre til at hylde de voksne, der passer på vores børn, vil jeg bare det«.
Derfor støtter han også op om Politikens Pædagogpris.
»Ud over Palle, har jeg de første fem, måske flere, pædagoger i mine børns institutioner, jeg uden tøven kunne indstille. Og det gør mig bare så glad og tryg, samtidig med, at jeg bliver ked af, at de ikke til daglig eller på lønsedlerne får den anerkendelse, de fortjener«, siger han.
Kender du en dygtig pædagog? Indstil vedkommende til prisen på politiken.dk/pædagogprisen
fortsæt med at læse
