»Alle i Tyskland synes, det er et fedt fag«
Maximilian Kunert, 20-årig tømrer fra Buchenberg, Tyskland:
»Jeg kom i praktik som tømrer i 7. klasse, og det var virkelig sjovt. Jeg elskede det bare. Hver dag er anderledes, og man er på mange forskellige byggepladser. Det tiltaler mig, at man arbejder hårdt med sine hænder og kan se sine fremskridt om aftenen. Og så er der stor respekt omkring tømrere i mit land. Alle i Tyskland synes, det er et fedt fag.
Jeg skal ikke selv dyste, men er faktisk taget til Herning i min ferie. Det er sjovt at se, at alle lande har deres egen teknik. Den tyske stil er meget præcis og nede på jorden, hvor tiden bliver udnyttet maksimalt til at gøre alt perfekt.
Der er mange lærere, der har motiveret mig gennem tiden. Hvis jeg har været lidt nede, har de været der for mig og sagt »det skal du nok lære« eller »det bliver ikke noget problem for dig«. De har presset på for, at jeg skulle prøve igen og komme endnu stærkere tilbage«.
»Der er rigtig meget prestige i mit job i Frankrig«
Eloane Beillevair, 23-årig frisør fra Nantes, Frankrig:
»Jeg valgte at blive frisør, fordi det er et kreativt arbejde, hvor du er i kontakt med mange kunder. Vi lærer mange forskellige teknikker, fordi der jo er en ny trend hvert år, og alle lande har en særlig stil. Den franske er meget elegant og romantisk.
Der er rigtig meget prestige i mit job i Frankrig, og der er mange kendte frisørlegender, så det er et cool job. Jeg elsker at arbejde med mine hænder, og hår er jo bare smukt. Jeg kan virkelig godt lide at style det.
Især min ene lærer har lært mig alt, jeg ved. En masse teknikker. Hver eneste mandag! Min chef og kollegaer er også vigtige for mig, fordi de altid støtter mig. Min mor arbejder på en fabrik, og min far kører lastbil, så det er nemmere at sparre med mine kollegaer end min familie, der jo ikke kender faget«.
»Jeg ville ikke stå her uden mine lærere«
Erikka Ukkonen, 21-årig konditor fra Lapland, Finland:
»Jeg troede først, jeg skulle være sygeplejerske ligesom min mor, men så skiftede jeg til konditor, fordi jeg virkelig elsker at bage kager og dekorere dem. Det tiltaler mig meget, at jeg får lov at bestemme en del selv, og så er det tilfredsstillende, at kunderne sætter så meget pris på mit arbejde. Men det er også hårdt at stå op i mange timer hver dag – det er lange dage. De starter typisk fra kl. 05 eller 06.
Finland og Danmark har ret forskellige stilarter i konditori. Ikke så meget med vores farvevalg, men jeg vil sige, at vores stil er mere fancy end den danske.
Mine lærere har betydet meget for mig. Jeg tror ikke, jeg ville stå her uden dem. De har jo fortalt mig, hvad jeg er god til, og hvad jeg skulle gøre mere af. Især min lærer Juliana har betydet meget, fordi hun har undervist mig i to år og har støttet mig fra dag ét«.
»Jeg er den eneste kvinde, der dyster i mit fag«
Leonie Tieber, 24-årig autoteknolog fra Graz, Østrig:
»Mit job går ud på at lede efter mulige tekniske problemer i biler, og jeg kan godt lide, at der altid er nye teknologier, man skal holde sig opdateret på. Vores naboer derhjemme er mekanikere, så siden jeg var lille, har jeg set dem arbejde og hjulpet til.
Jeg har haft en rigtig god mentor i den virksomhed, jeg arbejder hos. Jeg ser op til ham og kan virkelig godt lide ham. Han er meget venlig og har altid hjulpet mig, hvis jeg har haft brug for det.
Jeg er faktisk den eneste kvinde, der dyster i mit fag til Skills, og vi er 18 i alt. Jeg forstår ikke, hvorfor det er sådan, for der er ingen god grund til det. Derfor håber jeg selvfølgelig, at der kommer flere kvinder ind i faget. Folk kan godt blive lidt overraskede over mit arbejde, men jeg er stolt af det. Hvis de spørger, hvorfor jeg har valgt det, svarer jeg bare ’hvorfor ikke’?«.
Politikens Undervisningspris 2025
Politiken sætter med Undervisningsprisen fokus på den gode undervisning og hylder de lærere, der udfordrer og griber eleverne, får dem engageret og viser dem nye perspektiver.
Indstil din kandidat senest søndag 12. oktober kl. 23.59 på politiken.dk/undervisningsprisen. Alle – elever såvel som forældre, kollegaer eller noget helt fjerde – kan indstille en underviser.
EuroSkills 2025
- EuroSkills er europamesterskaberne for erhvervsuddannelseselever og unge håndværkere. Målet er at eksponere erhvervsuddannelserne på en positiv måde ved at skabe fællesskab og stolthed gennem konkurrencerne.
- I år afholdes mesterskaberne i Herning fra 10. til 12. september. Her skal 600 unge europæere dyste i 38 forskellige fag, bl.a. bygningsmaleri, datateknik, sosu-arbejde og konditori.
- Det er Børne- og Undervisningsministeriet, Herning Kommune, Region Midtjylland, Dansk Arbejdsgiverforening, Fagbevægelsens Hovedorganisation og SkillsDenmark, der står bag. Poul Nyrup Rasmussen er formand.
Kilder: SkillsDenmark og Messecenter Herning
fortsæt med at læse