Ord som »rørt«, »stolt« og »anerkendt« gik igen blandt årets vindere af Politikens Undervisningspris, som tirsdag aften blev fejret til prisfesten, der er kendt som ’lærernes Oscar-aften’.

Kom med til 'lærernes Oscar-aften': »Det her skal alle undervisere prøve!«

Gymnasielærer og hovedprisvinder Bertha Rex Coley reagerer på en hyldestvideo fra sine elever og kollegaer til prisfesten for Politikens Undervisningspris. Til højre for hende ses Amalie Kestler, Politikens chefredaktør. Foto: Janus Engel/
Gymnasielærer og hovedprisvinder Bertha Rex Coley reagerer på en hyldestvideo fra sine elever og kollegaer til prisfesten for Politikens Undervisningspris. Til højre for hende ses Amalie Kestler, Politikens chefredaktør. Foto: Janus Engel/
Lyt til artiklen

»I aften er det full circle«.

Gymnasielærer Bertha Rex Coley kigger ud over forsamlingen for at få øje på sin gamle elev, Karina Møller Hansen.

De er begge vindere af Politikens Undervisningspris denne tirsdag aften, hvor en fuld sal i Pressen i Politikens Hus er mødt op for at hylde dem og syv andre prisvindere for deres store indsats som undervisere.

»Jeg er virkelig rørt og stolt over at have fået denne her pris. Og så er det jo smukt, at Karina, som var den første særpris-modtager i aften, gik i den første klasse, jeg nogensinde underviste i, da jeg startede som gymnasielærer i 00’erne. Så jeg er også meget stolt af dig, Karina«, lød det fra en bevæget Bertha Rex Coley, der vandt hovedprisen i kategorien for gymnasier.

»I lige måde!«, svarede Karina Møller Hansen, som efter at have vundet en særpris i grundskolekategorien også takkede sin tidligere lærer for at have sat dybe spor:

»Jeg vil gerne sige tak til Bertha, min gamle gymnasielærer, som gjorde historie til et fag, jeg virkelig har interesseret mig for, og som er skyld i, at jeg er historielærer i dag«.

»Vi ser jer og anerkender jer«

Det er 12. år i træk, at Politiken fejrer landets dygtige undervisere for deres faglige passion og engagement og for hver eneste dag at gøre en vigtig forskel for deres elever.

I en tid, hvor der i den offentlige debat tales meget om uro i klasseværelset, magtanvendelse og autoriteter, er denne aften en hyldest til dem, der normalt bruger al deres energi på at få andre til at blomstre.

»Det her er bare en virkelig rørende aften«, sagde Politikens chefredaktør, Amalie Kestler, om prisfesten, som avisen glæder sig »helt sindssygt til hvert eneste år«.

»Politiken uddeler denne her pris, fordi vi rigtig gerne vil sætte fokus på de gode lærere, mestre og praktikledere derude. Dem, som griber og udfordrer eleverne. Dem, der viser dem nye perspektiver, får dem engageret og lærer dem at lære, måske for resten af livet«, sagde hun blandt andet i sin velkomsttale.

»Prisen er en måde for os at sige til jer lærere: Vi ser jer. Og vi anerkender jer. For vi har virkelig brug for jer. Så tusind tak for jeres kreativitet, jeres faglighed og jeres uforlignelige evne til at skabe forbindelser. I gør Danmark dygtigere, stærkere og mere sammenhængende, et menneske ad gangen«.

Vigtige ’livskvitteringer’

I årenes løb er der samlet set kommet over 17.000 indstillinger fra elever, forældre, kolleger og skoleledere over hele landet, der kender en særlig lærer, de mener, fortjener en hyldest.

Og bag hver eneste indstilling, nominering og pris gemmer der sig en vigtig anerkendelse i form af en slags ’livskvittering’. Sådan lød det fra Ole Laursen, der selv er uddannet lærer og i dag arbejder som uddelingschef i Villum Fonden, der står bag prisen i samarbejde med Politiken.

»Det betyder noget for lærere at blive anerkendt og set. At man kan møde elever, nogle gange flere år efter, som siger: Det gjorde en kæmpe forskel for mig, at du var der. At du holdt mig inde i fællesskabet og hjalp mig«, sagde han blandt andet i sin tale, hvor han kaldte lærergerningen for »verdens vigtigste job«.

»Jeg har hørt den anerkendelse omtalt som ’livskvitteringer’, og det er sådan et fint ord. Jeg håber, at jeres nomineringer og priser bliver livskvitteringer for jer alle sammen ude i virkeligheden. For det er sådan, I skal tage det. Jeres arbejde betyder enormt meget. Ikke kun for Danmark som et uddannelsesland, men også for det enkelte menneske«.

Sig det højt til hinanden

På scenen havde de mange livskvitteringer tydeligvis gjort indtryk, og der var store følelser på spil blandt lærerne til prisfesten, der blandt nogle er kendt som ’lærernes Oscar-aften’.

»Det her skal alle undervisere prøve!«, sagde en rørt Knud Erik Mortensen eksempelvis, da han modtog årets hovedpris i kategorien erhvervsuddannelser for sin undervisning på mejeristuddannelsen på Kold College i Odense.

Her fortalte han grinende, at han havde printet sine indstillinger ud hele to gange.

»Det gør virkelig en forskel, når vi mærker, at det, vi gør i hverdagen, fungerer. Vi lærere skal have et klap på skulderen en gang imellem og en hånd i ryggen«, sagde han blandt andet og takkede især sine elever for at være »vigtige medspillere og modspillere« i undervisningen.

Lærerteamet bestående af Kenneth Knudsen og Line Nielsen fra Sorø Borgerskole var også stolte og dybt taknemmelige over at have vundet hovedprisen i årets grundskolekategori.

»Følelserne sidder lidt uden på tøjet i dag. Vi vil gerne sige tak for prisen og tak for at sætte fokus på de gode historier i folkeskolen. Det betyder sindssygt meget for os ude på skolerne, for det giver motivation, når man kan se, at det, man gør, virker. Vi vil gemme alle indstillingerne og læse dem på gråvejrsdage«, sagde Kenneth Knudsen, der blev bakket op af sin kollega, Line Nielsen, som sluttede af med en mere generel opfordring:

»Vi vil gerne opfordre alle – uanset om man er forælder, lærer eller pædagog – til at huske at anerkende hinanden. For det er virkelig de små ting i hverdagen, der gør, at vi kan klare de bump på vejen, der kommer«, sagde hun.

»Så husk nu at sige det højt til hinanden. Det er det, der virker«.

Sara Wilkins

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her