»Yes! Exactly!«.
Bertha Rex Coley bruger hele kroppen til at signalere over for 2.C på Gefion Gymnasium, at de har fat i noget.
Engelsklæreren gestikulerer, nikker og bevæger sig livligt rundt blandt alle bordene i klasselokalet, mens hun lytter til elevernes tanker om feminisme, der er dagens tema, og på deres definitioner af ord som ’patriarchy’ og ’suffrage’.
»Patriarchy is a kind of system where the men are on the top«, siger en af teenagerne på rækken, mens flere elever slutter sig forsinkede til timen.
»Darling! Phone!«, kommanderer Bertha Rex Coley venligt men bestemt til en af de sidst ankomne og peger over mod skabet i hjørnet, hvor alle skal lægge deres telefoner fra sig.
Der bliver makket ret med et smil, og så fortsætter undervisningen, der blandt andet står på en kort film om 1800-tallets feminisme. Her gør eleverne klogt i at lytte efter, forstår man, for efterfølgende skal de quizze om filmen ved brug af nogle gule og grønne kort. Grebet virker, for der er stor koncentration og ro under visningen, bortset fra lidt hvisken på bagerste række, og da filmen er slut, summer det med aktivitet ude i klassens grupper, der diskuterer spørgsmål som ’What characterized women’s fashion in the 19th century?’ og ’What was a ’bluestocking’?’.
Hun er ’the cool aunt’
Imens går gymnasielæreren rundt med brillerne nede på næsen eller oppe i panden og lytter interesseret til gruppernes samtaler.
Og spørger man eleverne, er det netop det, de elsker mest ved deres engelsklærer: Hendes evne til at engagere dem ved at tænke ud af boksen og ved at have en varm, energisk og imødekommende personlighed, der smitter alle omkring hende.
Derfor fortjener hun virkelig at vinde Politikens Undervisningspris, synes de.
»Hun har altid sådan en livsenergi, der bare stråler ud i klassen. Hun fanger elevernes opmærksomhed og giver os alle sammen lyst til at sige noget i timen, fordi hun opmuntrer til det og giver os mod på det. Hun siger aldrig: ’Nej, det er forkert’, men arbejder altid videre med elevens intentioner«, forklarer 17-årige Uma Ploug.
Det er hendes klassekammerat, 18-årige Isabel Lunøe, enig i.
»Det arbejdsmateriale, hun giver os, er også meget varieret. Vi får lov at arbejde på mange forskellige måder, og det får stoffet til at sætte sig op i hovederne på os«, siger hun.
En tredje elev kalder hende ’the cool aunt’, man altid har lyst til at gå over til. Og en fjerde sammenfatter gymnasielæreren sådan her:
»Hun er en af den slags voksne, jeg godt kunne se mig selv være venner med som voksen, hvilket ikke er en ting, jeg kan sige om mange«.
Bertha Rex Coley er ikke overrasket over, at eleverne godt kan lide hende. Det mærker hun hver dag, og kærligheden er gensidig, siger hun. Men hun bliver alligevel meget rørt over, at de er gået så langt som at indstille hende til en pris.
»Jeg bliver bevæget og glad, fordi jeg har det jo ligesådan med dem. Jeg synes, de her unge mennesker er fantastiske hele individer, som det er et privilegium at arbejde med«, siger læreren og understreger, at hun jo »bare er sig selv«.
»Man har jo hele sin person med i klasserummet og tager det med, som man er. Så det er ikke noget, jeg spiller. Det er ikke en strategi for mig. Det er ægte. Og det kan de godt mærke. Fordi jeg får noget ægte tilbage«, siger Bertha Rex Coley, der beskriver sig selv som »en meget fagligt og menneskeligt begejstret person«.
»Når jeg træder ind ad døren på Gefion, så er jeg i godt humør. Jeg kan bare godt lide eleverne, og jeg synes, det faglige er vildt spændende, selvom jeg har gjort det samme i mange år. Nu skal vi f.eks. til at læse The Yellow Wallpaper, og jeg glæder mig så meget til, at de skal møde denne her fantastiske tekst for første gang. Det kan godt være, at jeg har læst den 100 gange, men for dem er det første gang, og jeg glæder mig til at åbne det her værk op med dem og høre, hvad de ser og falder over«, siger hun.
»Faglighed er jo en gave, fordi det åbner ens verden op. Det gør ens udsyn større og dybere. Jeg elsker mine fag, og jeg elsker, hvad de har gjort ved mig – hvordan de har åbnet mit selv op. Og det er en gave, jeg gerne vil give videre til mine elever. Når jeg ser det spejlet i deres øjne, så har jeg det bare sådan: Yes, du har fået gaven«.
Noget af det vigtigste for Bertha Rex Coley er dog at se eleverne som hele mennesker og ikke bare som nogen, man skal »putte noget faglighed på«.
»Vi gymnasielærere ser jo eleverne vokse, fra de er omkring 16 til 19 år, så vi har et kæmpe ansvar for at give dem omsorg, anerkendelse og nogle menneskelige værktøjer til at finde deres plads i verden«.
Botox for sjælen
Den omsorg udmønter sig f.eks. i, at hun har forståelse for, at en aflevering kan lande lidt sent.
»Jeg viser dem den tillid, fordi jeg godt kan forstå, at man som teenager kan have svært ved at manøvrere i livet, og man kan kæmpe med alt muligt uden for skolen. Det betyder ikke, at man ikke er dygtig eller et godt menneske. Det kræver bare noget tålmodighed og rummelighed fra omverdenen«.
»Og så kan jeg bare virkelig godt lide teenagere. Det er en slags botox for sjælen at være sammen med dem, og jeg elsker at se deres idealisme og deres harme, når de opdager noget nyt for første gang«, siger hun.
»De giver mig virkelig håb for fremtiden«.
fortsæt med at læse
